BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Rute 1 - Brunsnæs - Busholm - Gammelgab

Rute 1 - Brunsnæs - Busholm - Gammelgab

Vandreturen fra Brunsnæs til Busholm (og videre til Gammelgab).

Gode parkeringsmuligheder, toilet, sæt med bord og bænke, god sand badestrand i starten af ruten.

Ruten går langs fjorden nede i strandkanten. Her følger man Gendarmstien ud på engen, hvor der er et rigt fugleliv. På denne strækning frabedes cykler.

Ved Kejserdom går man op til Gl. Færgevej  (man følger Gendarmstien) og fortsætter ad denne til Busholmvej.

Inden man kommer til Busholmvej er der opstillet en fordybelsesbænk på Gl. Færgevej.

Ved Busholmvej følger ruten Gendarmstien. Den går til højre ned til  strandkanten og fortsætter langs fjorden indtil en lille sti kort efter går til venstre op til Hertugvej, som grusvejen her hedder. Denne fører videre til højre til Gammelgab.

Lige inden den lille sti er der opsat endnu en fordybelsesbænk.

Den del af ruten, der går langs strandkanten kræver solidt fodtøj (gummistøvler). Ved højvande er ruten her oversvømmet.

Denne rute er i et stilleområde.

Men ruten har på dele af strækningen en bredere vej, og her virker den ikke så beskyttet, selvom der er krat bevoksninger. Flere steder er der en fin udsigt over fjorden.

 

Rutens stilhed fastlagde vi til: Skalatrin 3 (skala 1-5), men sine steder højere.

Man kan møde både løbere, cykler og biler.

Rutens herlighedsværdi fastlagde vi til: Skalatrin 4 (skala 1-5).

Rutens tilgængelighed fastlægger vi til: Skalatrin 5 ved Brunsnæs og  Skalatrin 3 ved Gammelgab (skala 1-5).

Brunsnæs er beskrevet ovenfor. I Gammelgab er der parkeringsmuligheder i vejkanten.

Rutens fremkommelighed fastlægger vi  til: Skalatrin 3 (skala 1-5).

Fra Kejserdom til Gammelgab er der almindelig grusvej. Men bemærk at man fra Brunsnæs til Kejserdom færdes på sti på strandeng, og i strandkanten fra Busholmvej til Hertugvej. Disse strækninger fastlægger vi til: Skalatrin 3.

Rutens længde er på lidt over 5 km.

 

 Der kan også i dette terræn laves en runde.

a. Dette gøres ved , at følge Gl. Færgevej i modsat retning  - altså ikke mod Busholm, men i retning mod Brunsnæs (nærmest mod vest) til Parkeringspladsen her.

En lille sløjfe kan laves, når man når Illervej. Her går man til højre op til ”Klør Fire” og drejer til venstre her. Kort efter støder man på stien Æ Feltbjerresti. Den sti fører op til et smukt udsigtspunkt, hvor man kan se ud over fjorden. Man går tilbage til Parkeringspladsen ad Klør Fire, Illervej og Brunsnæs Fjordvej.

Rundens længde er på godt 2 km.

 

 

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk