BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

” I Krig & Kærlighed ” er udkommet i bogform

20-12-2018



Af Kaj Østergaard

Gyldendal udgav den 14. december ” I Krig & Kærlighed – En bog om filmen og 1. Verdenskrig ” der er skrevet af Karsten Skov. Broager sammen med Hans Christian Davidsen som er kulturredaktør på Flensborg Avis.

Karsten Skov, Broager, har tidligere skrevet romanen ” Knacker ”, hvilket gav inspiration til filmen ” I Krig & Kærlighed ”, som havde biografpremiere i november.

” I Krig & Kærlighed – En bog om filmen og 1. Verdenskrig ” fortæller om filmen fra ide til færdig film. Bogen giver med historiske billeder og tekster et indblik i krigens forløb og krigens konsekvenser for befolkningen i Sønderjylland

Bogen rummer endvidere faktuelle kapitler om tiden fra 1914 til 1918, da omkring 30.000 sønderjyder måtte trække i tysk uniform og drage til fronten. Godt 6000 kom aldrig hjem

Der skrives om livet derhjemme ved krigsenkerne, krigsfangerne og krigsinvaliderne, og der vises historiske fotos samt fotos fra filmen.

Bag kulisserne

I bogen kommer man bag kulisserne i filmen og rundt på de forskellige locations i Flensborg, Tønder og på Als og Sundeved, både i tekst og fotos.

Bogen indeholder interviews med hovedrolleindehaverne Rosaline Mynster og Sebastian Jessen samt instruktøren Kasper Torsting og produceren Ronnie Fridthjof.

Endeligt indeholder bogen anekdoter fra optagelserne. Hvordan får man for eksempel 80 mand, udstyr og mad ud til optagelserne ved Taksensand Fyr i Nørreskoven ?

” I Krig & Kærlighed – En bog om filmen og 1. Verdenskrig ” er på 212 sider og koster 250 kroner.

Se filmen

Mange mennesker har set filmen ” I Krig & Kærlighed ”, men Kinorama i Sønderborg viser stadig filmen – foreløbig resten af året – da mange vil bruge juledagene til at se den.

Mød Karsten Skov

Man kan opleve Karsten Skov på Broagerhus den 23.januar kl. 19.30 når han holder foredrag i rækken af ” De 5 onsdage ”. Her vil han fortælle om Knacker, Enkeland og den nye bog ” I Krig & Kærlighed – En bog om filmen og 1.Verdenskrig ”. Endvidere vil han fortælle om filmatiseringen af  Knacker, der blev til ” I Krig & Kærlighed ”.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk