BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

100 børn gør dagen festlig på Broager Plejecenter

12-05-2022


- Er I 100 børn? Men jeg kan jo ikke høre jer, råber musiker Calle, og så kan det nok være, at børnene gav sig til kende på udearealerne ved Broager Plejecenter i formiddag. Optakten til årets Tour de Ringridning på plejecentret var i gang, og et par fællessange sunget af glade børnestemmer kunne høres langt væk. De 40 beboere og lige så mange medarbejdere nød det!

Kulissen var ikke til at tage fejl af. Tour de France flag i massevis og oppustede balloner, pyntede rollatorer, ringridergalger, godt vejr og en duft af grillpølser! Det kunne da ikke være bedre.

Og bag arrangementet stod plejecentrets aktivitetsgruppe, vennekredsen og børnehaverne. – Vi er rigtig glade for, at vi i år har både Nejs Børnehave og Børnehaven Himmelblå med, og hvem ved. Måske kan vi lykkes med at få alle børnehaver i byen med næste år, siger Heidi Pomykala på vegne af planlægningsgruppen.

Sidste år var dagen med børnehaven Royal Site Run. I år er det Tour de Ringridning. Hvad nogen finder på at festligholde næste år – ja, hvem ved.

Som billederne afslører. Alle var selvfølgelig i gult i år. Et flot skue.