BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

14 - Kunst på Broagerland: Ringriderstatuen i Broager

30-06-2019



Ringriderstatuen i Broager

Af Kaj Østergaard

I centrum af Broager står der en ringriderstatue, hvor kunstneren Marco Evaristti også kom i centrum.

Ved den 100. ringriderfest i Broager i 2003, besluttede Broager og Omegns Ringriderforening at markere dette, ved at opstille en ringriderstatue på torvet i Broager.

Valg af Kunstner blev Marco Evaristti, efter en indstilling fra Broager Kunstforening.

Ringriderstatuen kostede omkring 400.000 kr. hvor 150.000 kr. kom fra Broager Kommunes kunstfond og resten fra ringriderforeningen, fonde, firmaer og private sponsorer.

Ringriderstatuen i Broager består af en hvid portal, hvor der står en kvinde i bronze, indhyllet i stof, som holder en lanse i hånden med en spiddet ring fra galgen.

På bundpladen er der indbygget lys som stråler op mod kvinden.

Marco Evaristti

Marco Evaristti er født i Chile, men bor i Danmark.

Han er uddannet fra The Royal Danish Acedemy of Fine Art og Arkitektskolen på Kunstakademiet under Henning Larsen.

Marco Evaristti udstillede på Cathrinesminde Teglværk i 1994 og siden har han lavet mange kontroversielle kunstværker.

I 2000 blev han kendt i hele Danmark, da han udstillede levende guldfisk i en blender på Trapholt Kunstmuseum, hvor publikum kunne bestemme om blenderen skulle tændes.

Den midtjyske by Brande er kendt for sine mange gavlmalerier og her kan man også se Marco Evaristtis fingeraftryk.

Marco Evarissti har også deltaget i kulturmåneden på Cathrinesminde Teglværk i 2015, og udstillet over det meste af verden.

Ringriderstatuen indvies

Torsdag den 3.juli 2003 blev ringriderstatuen afsløret foran et stort publikum, som ikke glemmer denne dag - der blev lige så spektakulær som ringriderstatuen.

Da Formanden for Broager og Omegns Ringriderforening Niels Frederik Jensen holdt sin velkomsttale, blev ringriderstatuen budt velkommen med et stort skybrud.

Efter talen blev en hestetrailer kørt frem og ud ad den dukkede der en barmfager blondine frem – eks. Stripperen Jeanette – som Marco Evaristti havde medbragt.

Da hun gjorde sin entre på torvet i Broager, var ringriderfolket ved at falde af hesten !

Jeanette fik æren,  at klippe snoren for Broagers nye ringriderstatue.

Ringriderstatuen rider væk

Kort tid efter, måtte borgerne knibe sig selv i armen og spørge ” drømmer jeg eller er jeg vågen? ”

Ringriderstatuen var nemlig blevet stjålet i nattens mulm og mørke!

Politiet fandt hverken ringriderstatuen eller gerningsmænd, så Broager og Omegns Ringriderforening, måtte igen ud med raslebøsserne.

Der blev indsamlet 125.000 kr. til en kopi af ringriderstatuen, som blev sat op i 2004.

Ringriderstatuen dukker op

I 2015 dukkede ringriderstatuen op fra en sø ved Sandbjerg Gods, hvor der blev pumpet vand på grund af højvande.

Der kom flere forslag på bordet om de to ringriderstatuers fremtid.

Efter accept fra Marco Evaristti, blev det besluttet at opstille begge ringriderstatuer i portalen, som krævede en mindre ændring af fundament og lys – og tyverisikring.

Samtidig blev portal og de to ringriderstatuer shinet op. Den originale med den patina som mange år i søen har givet ringriderstatuen.

Op på hesten igen

I april 2019 blev ringriderstatuen indviet på ny af formanden for Broager og Omegns Ringriderforening Anne K. Jonsson, som fortalte om ringriderstatuens foreløbige liv, der også bliver skrevet på en tekst ved ringriderstatuen.

Der har altid været delte meninger om ringriderstatuen, men borgerne kan dog blive enige om en ting:

DER ER INGEN BYER DER HAR EN RINGRIDERSTATUE SOM DEN I BROUE !

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk