BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

2 mio. kr. i støtte til at markere 100-året

12-03-2019



Med 1 mio. kr. fra Kulturministeriet og 1 mio. kr. fra Fabrikant Mads Clausens Fond er Sønderborg Kommune i denne uge kommet store skridt tættere på at kunne realisere ambitionen om en værdig, festlig, synlig og folkeligt funderet markering af 100-året for Genforeningen i 2020.

Pengene fra Danfoss-fonden bliver brugt til et fyrtårsprojekt, der skal engagere kommunens borgere, aktører og gæster i vedkommende oplevelser, der spejler Genforeningen og dens temaer lokalt.

Fyrtårsprojektet har overskriften "Sønderborg Spejlinger 2020" med et budget på 3 mio. kr. Projektet består af tre dele: Spejlinger (kunstdesign), SpejlBilleder (for kommunens børn og unge) og GenSpejlet (en historiefestival).

Fabrikant Mads Clausens Fonds formand, Peter Mads Clausen, siger om støtten til fyrtårsprojektet:

- Min far, Mads Clausen, havde et motto: Kun den der har arv i fortiden, har ballast ind i fremtiden. Gennem dette fyrtårnsprojektet kobler vi netop modernitet, nutid og historie sammen. Sønderjylland er et område i rivende udvikling, med en unik beliggenhed og en værdifuld Danmarkshistorie. Det glæder mig meget, at børn og unge, som tegner fremtiden, får mulighed for at bygge videre på de sammenhænge. Det gør det oplagt for Fabrikant Mads Clausens Fond at støtte dette projekt.

 

Den anden del af markeringen sker på Dybbøl Banke og har statens opbakning.

Landsdelen blev tabt efter nederlaget på Dybbøl i 1864, men blev stemt tilbage efter 56 år under tysk herredømme, da der efter 1. verdenskrig blev holdt en afstemning.

Mange husker sikkert billeder fra Dybbøl Banke, hvor omkring 50.000 mennesker den 11. juli 1920 fejrede Genforeningen. Når 100-året markeres næste år, vil det ske med en lang række arrangementer i de syv syd- og sønderjyske kommuner og i resten af landet. Men Dybbøl Banke vil igen være den helt store scene, når markeringen i 2020 kulminerer med en stor folkefest den 11. juli.

Folkefesten har et budget på 3,9 mio. kr. Staten støtter folkefesten i Dybbøl Skanser med 1 mio. kr., og kulturminister Mette Bock siger i den forbindelse:

- Genforeningsjubilæet i 2020 bliver en folkelig begivenhed med masser af gode anledninger til at fortælle om Grænselandets historie, Danmarks historie og Tysklands historie. Den indsigt kan vi lade os inspirere af, også i dag. Derfor er det også helt oplagt, at vi fra statens side støtter op om det største genforeningsarrangement i hele 2020, nemlig folkefesten i Sønderborg.

 

Borgmester Erik Lauritzen er overordentlig glad for de to tilsagn:

- Vi planlægger en flot og festlig markering, som både mindes Genforeningen og hylder det fantastiske grænseoverskridende samarbejde, som har afløst gamle dages krig og ufred. Derfor glæder det os, når Kulturministeriet vælger at medfinansiere folkefesten i Dybbøl Skanser og dermed anerkender den som en nationale og international markering af stor værdi. Vi forventer at se både royale gæster og statsoverhoveder den dag. Og så fylder det os til stadighed med stor taknemlighed og glæde, når Danfoss' fonde bakker op - også om markeringen af Genforeningen med særligt fokus på det folkelige islæt og lokale ejerskab.

 

Forberedelserne til Genforenings-markeringen i Sønderborg Kommune foregår i regi af Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, som Stephan Kleinschmidt er formand for. Han siger:

- Genforeningen har formet Grænselandet og er landsdelens vigtigste milepæl. Hverdagen nord og syd for grænsen med flertal og mindretal, kulturen på begge sider af grænsen og merværdien af den mangfoldighed, den indebærer, kan vi glæde os over at markere i 100-året på en måde, vi kan være stolte af. Det er noget, som mange grænseegne i verden misunder os. Det bliver stort at vise det frem, og det er glædeligt, at vi med donationerne fra Kulturministeriet og Fabrikant Mads Clausens Fond har taget store skridt hen imod at realisere de planer, vi har for markeringen.

 

 

FAKTA

Budgettet for Sønderborg Kommunes markering af 100-året for Genforeningen er 7,9 mio. kr. Heraf har Byrådet og Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme har bevilget 4,5 mio. kr.

Efter at der nu er tilgået 1 mio. kr. fra Kulturministeriet og 1 mio. kr. fra Fabrikant Mads Clausens Fond, mangler der 1,4 mio. kr. af finansieringen.

Pengene fra Kulturministeriet er øremærket til Folkefesten i Dybbøl Skanser den 11. juli 2020, mens donationen fra Fabrikant Mads Clausens Fond er øremærket fyrtårnsprojektet Sønderborg Spejlinger 2020.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk