BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

200 pakker til Broager hver dag!!

04-12-2018


Ulla Hansen er én af de tre, som håndterer pakker købt på nettet. (Foto: Kristian Pallesen)

Gavekøb på internettet er vokset så voldsomt i år, at SuperBrugsen i Broager den seneste uge nu er oppe på at modtage 200 pakker – og oftest flere – hver dag. Post Nord og GLS deler ligeligt. Med så voldsomt et antal pakker hver dag opfordres du til at hente pakken samme dag som du får besked om, at den er kommet. Du kan gøre det hele dagen, i hele kioskens åbningstid fra tidlig morgen.

Så det er nye tider for tre medarbejdere i SuperBrugsen, som bl.a. finder de mange pakker frem, som vi køber på internettet og får sendt til Broager, og faktisk er der også tre ting, som bør nævnes.

  • Du kan hente pakkerne i hele kioskens åbningstid.
  • Der er bygget en ”indhegning” til pakkerne, en aflukke så publikum ikke kan se hvem der er modtager af pakkerne. Det er en følge af den nye persondataforordning.
  • Endelig er det nyt, at SÅ mange af os køber på nettet. Hver dag kommer der 200 pakker til SuperBrugsen i Broager.

- Vores kunder kan hjælpe os meget ved af hente pakken samme dag, som de får besked om, at den ligger klar til afhentning. Vær gerne opmærksom på, at vi har åbent for pakkeafhentning i hele vores åbningstid, fortæller Ulla Hansen, som er pakkepostmedarbejder, kiosk- bager- og lottomedarbejder sammen med Else Asmussen og Karin Jensen.

Med 200 nye pakker ind i huset hver dag er det selvfølgelig vigtigt, at folk ikke samler alle deres købte pakker sammen til én afhentning, for så rækker lagerkapaciteten næppe.

Det er især efter Black Friday, at antallet af pakker er forøget. Sammenlignet med sidste år får Broager markant flere pakker i år.

Med den nye ”indhegning” af pakkerne i SuperBrugsen er det i øvrigt blevet hurtigere for medarbejderne at finde frem til den pakke, kunden kommer efter.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk