BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

2022 nytårsforsættet blev indfriet i formiddag

31-12-2022


Nogle af de godt 100 deltagere i det niende nytårsløb i Skodsbøl fik i formiddag den 31. december sat flueben ved årets nytårsforsæt – altså allerede inden festen begynder i aften.

De løb 5 km. og fik medalje for det. Tilmed har de ikke ”pligten” hængende over hovedet i de næste 12 måneder.

Men bedømt på humør og fremmøde, så har løbetræningen fået tag i mange. Et godt motionsløb giver ekstra energi til festen i aften. Næste lokale løb er Gendarmløbet i september! Og BUI Motion garanterer nye motionister, at de uanset træningstilstand kan gennemføre.

Bag Skodsbøl Nytårsløb står det lokale landsbylaug, og for niende gang i år er det Lisbeth Nielsen, der står bag forberedelserne og affyringen af startskuddet.

-Vi er ved at være tilbage på sporet efter coronaen med i dag over 100 deltagere. Før coronaen var vi oppe på 127. Så vi er vældig tilfredse. Folk skal jo lige i gang igen. De fleste kommer fra løbeklubberne omkring Skodsbøl. Fra Sønderborg, Rødekro plus en gammel skolekammerat fra Vojens. Landsbylauget står jo sammen om løbet. Vi kender datoen og den opgave, der skal løses. Ruterne er de samme, fortæller Lisbeth Nielsen.

Valgmulighederne i formiddag var 5 km og 10 km løb, cykelruten og 5,5 km gang. Der var ikke tilmeldinger nok til den halve maraton.

To af 10 km løberne har med for første gang i Skodsbøl. – Carina Christensen og jeg løber i løbeklubben i Gråsten 2-3 gange om ugen, fortæller Jan Hell. De har løbet i tre år, ”for at gøre noget for sig selv,” som Carina udtrykker det.

- Jeg har løbet ret konstant de seneste 4-5 år. Og vi løber på forskellige distancer. Klubben i Gråsten er med i Skodsbøl hvert år, og i år fik vi lyst til også at melde os til.

- Det er første gang, jeg ikke skal ud og løbe, supplerer Heinrich Schneider, der er med i landsbylaugets bestyrelse og forklarer årsagen. – Jeg har ikke haft tid til at træne.

To af de motionister, som har været med i Skodsbøl Nytårsløb i alle årene, er gamle skolekammerater. – Jeg bor oppe ved Stubbæk, oplyser Maj Hansen. Og jeg bor i Hammelev oppe ved Haderslev, siger Peter Kaad. De mødtes på Statsskolen, tog studentereksamen til sommer for 32 år siden.  Og så mødes de for at ønske hinanden godt nytår ved Skodsbøl Nytårsløb.

Lisbeth Nielsen, Skodsbøl Landsbylaug og to debutanter ved Skodsbøl Nyårsløb, fra Gråsten Carina Christensen og Jan Hell.

To tidligere løbere er nu på gå-distancen. Maj Hansen og Peter Kaad fra henholdsvis Stubbæk og Hammelev.


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk