BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

22 - Kunst på Broagerland: Apotekeren i Broager

31-08-2019



Apotekeren i Broager

Af Kaj Østergaard

I 1970 lavede filminstruktøren Esben Høilund-Carlsen en udsendelse til Danmarks Radio om sin fødeby Broager, med titlen ”6310 Broager”.

Udsendelsen var et portræt af en dansk provinsby, hvor man mødte mange af Broagers indbyggere. En af de medvirkende, slagtermester Joseph Rasmussen er blevet berømt for at sige de bevingede ord :

” Wenn man slæ en skie ( skid ) i Mølmark, æ dæ blæwn tæ æt læs måch ( møg ), ind dæ næ åp tæ Broue Kirk ”

Esben Høilund-Carlsen

Esben Høilund-Carlsen er født den 3.august 1941 i Broager, hvor han også voksede op. Efter studier ved Københavns universitet og Den Danske Filmskole blev han programmedarbejder ved DR.TV og udstationeret i Aabenraa fra 1970 til 1973.

I 1974 fik han sit gennembrud med den roste film ”Nitten Røde Roser” og i 1981 kom ”Slingrevals” som også fik god omtale.

Esben Høilund-Carlsen lavede flere film, hvor ”Eddie Holms Andet Liv” fik en pris ved filmfestivalen i Monte Carlo.

Han havde flere lederstillinger i filmbranchen i Danmark og Norge, og var også lærer ved Den Danske Filmskole.

Apotekeren i Broager

Esben Høilund-Carlsen var instruktør på Apotekeren i Broager, der var en tv serie på 6 afsnit, som handlede om en apoteker med en unge kone, Mona og hendes elskere.

I Serien fulgte man dette scenarie, hvor en jaloux apoteker slog Monas elskere ihjel. Samtidig blev dette overværet af en nysgerrig ældre dame, Hilde Wohlgemuth som Broagers Miss Marple.

Hilde Wohlgemut fulgte med i apoteker parrets liv, fra en lejlighed overfor apoteket, hvor hun boede sammen med papegøjen Jacob.

Serien fulgte Hilde Wohlgemut rundt på Broagerland og på jagt efter morderen til Monas elskere.

Alle roller blev spillet af lokale skuespillere som pludselig blev berømte i Danmark, og også blev genkendt i udlandet.

Rollen som dyrlæge blev spillet af Esben Høilund-Carlsens bror, Gregers Høilund-Carlsen (Foto), som er kendt i Broager som dyrlægen ”Kido”.

Bo Lykke Jørgensen fra Broager komponerede den flotte musik, som medførte at han blev hyret til at lave musik til andre udsendelser.

Serien blev sendt i 1983 på TV-Syd, som dengang var et forsøg under Danmarks Radio, og lagde gaderne øde i Broager og andre steder.

Apotekeren i Broager blev vist på landsdækkende DR i 1985 og genudsendt i 1993 og 2008 på TV-Syd.

Hilde Wohlgemut

Til rollen som Hilde Wohlgemut fandt Esben Høilund-Carlsen, Meta Nielsen, som aldrig tidligere havde lavet skuespil.

Meta Nielsen bragede igennem skærmen, så manuskriptet måtte skrives om flere gange, og tilrettes til hendes mimik og replikker.

Hilde Wohlgemut blev seriens kæledægge, som betød mange forskellige arrangementer for Meta Nielsen.

Apoteket i Broager blev det mest berømte apotek i Danmark, og lavede receptkuverter med en tegning af Hilde Wohlgemut, som apoteker Henrik Højmark havde tegnet.

Epilog

Apotekeren i Broager betød enormt meget for Broagers Turist- og handelsliv, og den dag i dag, huskes serien, når man siger at man kommer fra Broager.

Esben Høilund-Carlsen døde den 9.september 2011 og har også skrevet disse artikler:

Kloi Farre – i ”Broagerland VII”
Kuglelynet Joseph- i ”Broagerland XI”
Broagers Miss Marple- i ”Broagerland XIV”


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk