BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

240 glade børn til disco i hallen

08-09-2019



Af Jørgen Michelsen (Tekst) og Tove Kristine Gløtta (Fotos)

Fredag aften afviklede Broager Kultur igen deres Broager Disco Awards, denne gang version 2019. 

Inden selve arrrangementet var der lidt tvivl om hvor mange der ville deltage. Specielt fordi der tidligere har været nødvendigt at aflyse pga. for få tilmeldte. Der skulle 110 til for at få det til at løbe rundt. Men allerede torsdag aften, da jeg snakkede med Tove fra Broager Kultur var der store smil, da vi talte om BDA. De havde på det tidspunkt solgt 172 billetter og de håbede på lidt flere i løbet af fredagen.

Da de begyndte at rigge til fredag eftermiddag, var salget steget til 221 billetter og efterfølgende blev der også solgt i døren. Så tallet er omkring 240 glade børn i hallen til et par timers musik, sjov og hygge med vennerne.

Broager Kultur havde i løbet af ugen efterlyst forældre til at hjælp med at afvikle aftenen, og der var 9 der havde meldt sig. Ud over det deltog Laila fra Mariegårdens SFO, som kender børnene fra hverdagen og gør et utroligt stort arbejde med dem.

Der var forskellige Awards i løbet af aftenen og de faldt i god ord hos børnene.

Blandt andet stoledans, Aftenens Disco konge og Disco dronning.

Undervejs sørgede DJ Søren Hilmer og hans makkere for at holde gang i festen og undervejs fik børnene selv mulighed for at vælge musikken. Et populært tiltag.

Til sidst inden aftenen sluttede, havde Broager Kultur forberedt 100 balloner hvoraf de 28 indeholdt et lod til et gavekort. Da de blev smidt ned i salen blev der virkeligt kæmpet om ballonerne. Der blev endnu engang brændt energi af.

Det var nogle trætte børn der blev afhentet af deres forældre, da det hele var slut. Men alligevel ikke mere trætte, end at de kunne rende rundt og lege med vennerne i foyeren indtil forældrene dukkede op. 

Så mon ikke de faldt i søvn inden "Ole Lukøje" kiggede forbi ?

Jeg talte undervejs både med flere børn og de frivillige forældre og de gav alle udtryk for en sjov aften. Samtidig gav flere forældre, der skulle afhente børn, udtryk for, at det var fint at der var en sådan mulighed i Broager og at deres børn havde set frem til aftenen. 

Så en meget fin aften for alle parter, hvor arrangørens forventninger blev overgået. Det var nogle trætte, men også glade hjælpere, der efterfølgende gik i gang med at rydde op, så der næste dag kunne blive plads til klargøring til afvikling af Gendarmløbet.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk