BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

3 x Hilmer på scenen søndag

12-08-2019



Fire foreninger i Broager står bag invitationen til underholdning i byens park på søndag den 18. august kl. 14-18. Efter mange års pause er der opbakning fra foreninger og frivillige til at genoplive de populære søndage i Broager. Og ved den første parkunderholdning forrige søndag kvitterede borgerne med et flot fremmøde.

450 mødte op og nød eftermiddagen i parken den 4. august. Så det er med store forventninger, at de fire foreninger og endnu flere frivillige end sidst gør rammerne klar til en dejlig oplevelse med musik fra Hilmer, Hilmer & Hilmer, Henriette Sonne og 2nd Hands. Alle spiller de gratis til glæde for de fremmødte.  

Desuden byder eftermiddagen på en oplevelse med spejderne med snobrødbagning og en tur i brandbilen kørt til parken af Broager Frivillige Brandværn. ligesom veteranbilklubben fra Als møder op med en halv snes biler. Som sidst kan publikum på forhånd købe madbillet i SuperBrugsen i Broager. Menuen er gyros med flødekartofler og salat. 120 var til fælles spisningen sidst.

- Sidst gik flere hjem med et tilbud til os om, at de gerne vil hjælpe til. Det er rigtig godt. Vi stiller nu en postkasse op, så publikum kan fortælle os, hvad de gerne vil have fremadrettet musikalsk og måske med andre indslag, fortæller Jørgen Horne på vegne af Broager Erhverv, Udviklingsforum, BUI Rock og Broager Kultur.

- Vi har programsat tre parkunderholdninger i sommer. Første gang er gået fantastisk. På søndag håber vi på ny på et stort fremmøde og masser af glade mennesker, og får vi opbakningen, er der i foreningerne vilje til at udvide med flere tilbud i parken, forudser Jørgen Horne.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk