BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

5 - Kunst på Broagerland: Hyrden og fåret

28-04-2019



Hyrden og fåret

Af Kaj Østergaard

Da Broager Andelsboligforening fejrede 50års jubilæum i 1996 var gaven fra den daværende kunstfond i Broager, et kunstværk som blev opstillet omkring og i tilknytning til det nye bibliotek.

Kunstværket består af en fårehyrde ved apoteket og et lille får som står ved indgangen til biblioteket. De to kunstværker er lavet af den autodidakte kunstner Erik Heide som også har lavet den lille ko der står ved INFO-tavlen foran Broager Kirke. Erik Heide har også lavet kunstværkerne ”To mure” som står ved den nye super cykelsti omkring rutebilstationen i Sønderborg og ”Dyret” som står ved indgangen til det tidligere hovedbibliotek i Sønderborg samt den berømte ”Handsken” ved hovedindgangen på EUC Syds daværende afdeling på Grundtvigs Allé.

Hyrden og fåret blev afsløret sidst i marts 1997 af borgmester Jørn Lehmann Petersen og næstformanden i Broager Andelsboligforening, Carl-Heinz Træger, foran et stort publikum.

Kunstværket ”Fåret” blev hurtigt populær blandt børn og unge som satte sig på fåret og klappede det. I oktober 2011 fik ”Fåret” dog en uskyldig hovedrolle, da postbutikken flyttede fra Q8 tankstationen til Biblioteket i Broager.

”Fåret” var placeret ½ meter fra muren ved indgangen til biblioteket og Post Danmark placerede nu en rød postkasse på muren bag fåret, så mennesker i kørestol eller med rollator ikke kunne benytte postkassen. Postbudene bandede også, når de skulle tømme postkassen, men der skete ingenting.

I september 2013 skrev en borger (denne artikels forfatter) derfor et læserbrev til JydskeVestkysten hvor forholdene blev beskrevet. Et par dage senere blev det uskyldige får flyttet et par meter!

I marts 2014 blev postbutikken flyttet fra biblioteket og over til Superbrugsen, så ”Hyrden og fåret” kan nu stå i stilhed og vogter over Broagers midtby.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk