BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

6A blæst over

05-10-2021




6A på Broager Skole holdt udsalg til Sønderjysk Kaffebord foran Superbrugsen i lørdags. 

Pengene skulle gå til klassekassen, der skal være med til at finansiere busture i foråret rundt i det danske land for at opleve en masse seværdigheder.

Og der kom da "en smule" i kassen i lørdags. Det hele skulle ifølge planen løbe af stablen klokken 10 og være afsluttet omkring klokken 13, som de forsigtigt havde annonceret.

Men det blev det helt store tilløbsstykke og allerede inden den officielle start, måtte der ændres i planen. For allerede omkring 0930, da de skulle til at stille op, var de første kunder allerede klar og så måtte der improviseres, så både opstilling og salg kunne køre sideløbende. Der var simpelthen et udvalg uden lige og oplægget med det Sønderjyske Kaffebord med de mange regler, var også forsøgt efterlevet og en del af planlægningen. Der kan udtrykkes med et enkelt ord: "Imponerende".

At tro, at der skulle være kager frem til ca. 1300 var meget langt fra virkeligheden. For allerede omkring 1115 var der ikke ret mange krummer tilbage på de opstillede borde. Så succes over hele linjen.

At der så var flere, der ikke købte kager, men alligevel sendte en skilling til børnenes klassekasse, var også meget værdsat.

At børnene så havde humor og på deres reklameskilt skrev: "Det sundt at være glad - spis kage", var måske ikke helt efter bogen i disse tider. Men det gik jo til et godt formål og så var det jo lørdag.

Så der bliver med lørdagens aktivitet til et par ekstra kilometer til de 2 busture i foråret, som de har til rådighed ifølge Marianne Høi og på vegne af klassens forældreråd. 

 Et flot arrangement, hvor det var tydeligt, at børnene og de medvirkende forældre var meget glade og stolte. Det havde de også grund til og efter nedpakning, blev der tid til afslapning hjemme på sofaen, som en af forældrene udtalte. Det kan igen beskrives med et ord: "Velfortjent".