BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

700.000 kr. til Gendarmsti, veje og til at forebygge nye stormskader

08-06-2018



Det vil koste 700.000 kr. at udbedre stormskaderne på Gendarmsti, veje og kyst. Det skønner forvaltningen, som nu foreslår først Teknik- og Miljøudvalget og senere byrådet at bevilge. En del af pengene skal bruges til at kystsikre og forebygge nye skader. Men hvornår arbejdet kan udføres, er ikke helt afklaret. En del af arbejdet med at istandsætte sti/vej og kystsikre i forbindelse med Gendarmstien kræver nemlig tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven. Forventningen er dog, at den tilladelse vil blive givet uden problemer.

Kommunens tekniske forvaltning indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at Byrådet godkender

  • at de beskadigede dele af Gendarmstien reetableres og kystsikres
  • at der gives en tillægsbevilling på 0,7 mio. kr.
  • at de bevillingsmæssige konsekvenser håndteres i forbindelse med førstkommende bevillingsrevision.


I dagsordenen til mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 12. juni skriver forvaltningen om sagen sådan:

I forbindelse med stormen i marts 2018 blev en række kyststrækninger i Sønderborg Kommune hårdt beskadiget, herunder flere kystnære veje og dele af Gendarmstien. De konkrete områder/strækninger omfatter:

Vejen ved Skeldebro/Spar Es og Skeldekobbel
Strækninger på Gendarmstien ved Skeldebro/Spar Es, Sandager/Dalsgaard, Lærkelund Camping og Gammelmark, Stensigmose

Umiddelbart efter stormen blev berørte veje afspærret og Gendarmstien nødtørftigt repareret på visse strækninger. Der udestår fortsat et omfattende arbejde i forbindelse med reetablering og kystsikring af de beskadigede områder/strækninger.

 

Gendarmstien er certificeret som europæisk kvalitetsvandresti – det var den første europæiske kvalitetsvandresti i Danmark, tilmed én af de få, hvor stort set hele ruten følger kysten. Gendarmstien benyttes hyppigt af lokale, men turisterne kommer også, i stadigt stigende antal, til området for denne vandreoplevelse. Gendarmstien er således én af kommunens store naturmæssige trækplastre og en vigtig del af den sønderjyske kulturarv.

Dele af ruten har skader efter et hårdt forår, som må udbedres, hvis standarden og kvaliteten skal opretholdes. Dette er et vigtigt element i at opnå re-certificering som europæisk kvalitetsvandresti og fortsat at kunne markedsføre Gendarmstien som en ekstraordinær turismeoplevelse og bibeholde turisternes tilfredshed med vandreoplevelsen.

Forvaltningen estimerer udgifterne til reetablering af Gendarmstien og de omkringliggende veje, herunder etablering af kystsikring i forebyggelsesøjemed, til 0,7 mio. kr.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk