BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

83.000 forårsbebudere byder velkommen i Broager

21-04-2018


Hvis du ikke allerede har været en tur i parken i Broager, set det grønne område omkring Erik Heides skulptur ved kirken og på det seneste vandret på strækningen fra Vestergade til Vesterbakke, så gå en tur i weekenden.
 
Parken er blevet til en blomsterpark med 50.000 blomsterløg plantet i et ”Søren Ryge” mønster, som én af netavisens læsere bemærker det. Og 30.000 blomsterløg byder sig til fra Vesterbakke til Vestergade. Du møder et blomsterflor, som aldrig før er set i Broager. Og om kort tid blomstrer de flotte kirkebær-træer ud mod Vestergade. Forårsbebuderne er en lise for sjælen. Lige nu er det påskelinjerne, der dominerer. Tulipaner og hyacinter er også på vej.
 
I Broager by sørgede kommunen for at sætte blomsterløgene i november sidste år. I landsbyerne fik de blomsterløgene leveret men skulle selv stå for at få dem i jorden. Brunsnæs-Iller-Busholm Landsbylaug plantede 400 blomsterløg, Dynt-Skelde-Gammelgab Landsbylaug plantede 1.100 stk., og i Smøl plantede beboerne 1.500 løg. Jo, vi glæder os over blomsterfloret på Broagerland.
 

 

Ha en rigtig god weekend – og glem ikke åbent hus i motionsklubben på Møllegade, Ældre Sagens søndagscafé og fortidsmindedagen på Smøl Vold søndag eftermiddag kl. 14, hvor du kan høre mere om det ikke helt almindelige voldsted.
 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk