BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Årets gang i Broager Motion

26-02-2020


Det nye redskabsskur blev indviet sidste år.

Hvad sker der i løbet af et år i Broager Motion. Det gav formanden Lars L. Sørensen et godt indblik i, og fra beretningen giver vi hermed et indblik i et klubliv, som det formede sig i 2019.

2019 startede godt, da der mødte 35 medlemmer op til de første 2 søndagstræninger. 35! Det er næsten en tredjedel af medlemmerne – det er kanon-flot.

Generelt er der fint fremmøde til træningerne året igennem – særligt om søndagen. Selv når det er koldt og regnen står ned i stænger, møder I op til en fælles løbetur, og det skal I have tak for. Det luner, når man som træner oplever, at I kommer, selv om mange ville blive hjemme under dynerne.

2. februar var vi en del af Danmarks Indsamlingen 2019, idet vi arrangerede en fælles løbe- og gåtur for alle interesserede. Det blev ikke til det store fremmøde – selv om vi lokkede med kaffe og hjemmebag – med dem, der kom, havde en fin tur.

24. marts var BUI-Motion vært ved løb-langt-arrangementet. Det blev godt besøgt og fint afviklet, og der var kaffe og hjemmebag bagefter.

Pinsesøndag var der skovtur. En lille flok forårskåde løbere mødte – mere eller mindre forsinkede – op i Gråsten skov, hvor Jesper, René og Heinrich havde forberedt nogle gode ruter. Vi sluttede af med frokost i det grønne. Jeg synes, vi skal bede holdet om at gentage succesen igen i år.

22. maj var onsdagstræningen forlagt til Skelde, hvor vi deltog i Skelde Gymnastikforenings jubilæum.

Fin deltagelse fra klubben – og et godt arrangement.

Redskabsskur:

10. januar første spadestik. Efterfølgende kunne vi uge for uge se, hvordan arbejdet skred fremad.

1. juni var der arbejdsdag, hvor vi fik indrettet og gjort fliser mm. i orden, så der er klart til indvielsen. Vi fik også flyttet alt Gendarmløbs-hejs fra loftet til skuret – det bliver godt til september, var vi enige om. Det skal også nævnes, at vi sluttede af med kaffe og friskbagte boller med hjemmelavet marmelade.

12. juni indvielse. Lige inden indvielsen var både 5- og 10-km-holdene ude at løbe. Og det gik hurtigt. LYN-hurtigt (i det mindste med at søge ly for tordenvejret). Af sted med et redningsmandskab, der hentede det ene hold hjem i tørvejr, så de kunne deltage i indvielsen.

Per holdt fin tale, og afslørede skiltet med BUI-Motion, som pryder facaden. Derefter rundvisning i de nye lokaliteter og grillpølser med tilbehør.

Klubtøj:

Onsdag 19/6 havde vi første indkøbsaften i Sport 24 i Borgen med efterfølgende spisning i Marineforeningen. Vi gentog succesen 23. oktober – dog uden spisning. Vi har skiftet leverandør og tøjmærke, og det har vi kun fået positive tilbagemeldinger på. Husk, at når klubben giver tilskud til tøjet, så tager vi det på, når vi er af sted til løb rundt omkring. Vi vil jo gerne gøre god reklame for vores forening og for vores tøjsponsor.

Gendarmløbet:

Det går godt med Gendarmløbet. Ret godt – faktisk.

Efter det noget skuffende deltagerantal på kun 519 i 2017 besluttede bestyrelsen sammen med tovholdergruppen at gøre en ekstra indsats for at få flere deltagere. Og det lykkedes! Med 742 deltagere i 2018 havde vi en fremgang på mere end 40%!

Så vi knoklede videre og håbede på, at 2019 ville blive lige så godt som 2018. Og det blev det. Med 850 deltagere (en yderligere fremgang på 15%) er vi næsten oppe på rekorddeltagelse.

Fremgangen skyldes nok en kombination af fortsat stor aktivitet på Facebook, konkurrencer om startnumre og i det hele taget at der er nyheder at skrive om i forbindelse med afviklingen af løbet.

Vi er nødt til at udvikle løbet år for år – for ingen udvikling er lig med afvikling!

Tak til alle hjælpere ved og i hallen, ude på ruterne, og jer, der hjalp med at stille op og pakke ned. Uden jer intet Gendarmløb.

En stor tak til tovholdere: Jan, Tom, Lars, Rikke, Lars, Erik, Janne, Anne-Mette, Christina, Walther, Andreas og Per.

Klubtur:

En uge efter Gendarmløbet gik årets klubtur til Tyskland, hvor vi deltog i Bordesholmer See-Lauf. Det blev en dejlig tur, hvor der både blev løbet og gået, og vi sluttede af med fællesspisning, før turen igen gik hjemad. En dejlig dag for de 20 klubmedlemmer, der var med.

Juleafslutning:

Nyt sted i år – samme gode selskab. Vi var 45 der mødte op og fik et par hyggelige timer med varm gløgg og varme æbleskiver. God aften med fin stemning.

Skodsbøl Nytårsløb

For 7. år i træk deltog mange fra klubben i dette efterhånden traditionsrige løb. En god måde at slutte løbeåret af på, og et godt løb med gode, skarpe depoter undervejs. I lighed med Gendarmløbet har Skodsbøl Nytårsløb også udviklet sig over tid, så der nu både er løb (5, 10 og 21 km), gåtur og MTB-løb. Og så skal vi ikke glemme de gode kransekager og champagnen.

Deltagelse i motionsløb

Som nævnt, så deltager vores medlemmer mere og mere i forskellige løb rundt omkring. Vil da lige nævne nogle af dem:

Berlin maraton,
Kiel Maraton
Hamborg hel- og halvmaraton.
HCA hel- og halvmaraton
Århus City halvmaraton.
Dr. Nielsen maraton.
Lillebælt hel- og halvmaraton.
Løb langt arrangementer i de andre klubber.
Cross løb serien.
Slotsø-løbet i Gråsten
Storå-løbet i Holstebro.
Royal Run
Nybøl Nor-løbet
Flensburg Liebt Dich maraton, halvmaraton og stafetmaraton.
Skodsbøl Nytårsløb


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk