BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Alvorlig ulykke ved Super Brugsen i dag - OPDATERET

18-07-2018


Billedet er taget ca. 20 minutter efter ulykken, da lægen fortsat arbejdede med den tilskadekomne kvinde.

En ambulance, en lægebil, to politiudrykningskøretøjer, Broager Frivillige Brandværn og tre udrykningskøretøjer fra Sønderborg Brand og Redning blev tilkaldt omkring kl. 13, da en dårligt gående kvinde kom i klemme under diseltanken på en lastbil, der var ved at bakke til rampen ved Super Brugsen i Broager.

Politiet vil først senere i eftermiddag frigive nærmere oplysninger, hvorfor følgende skal tages med det forbehold, at politiet ikke har bekræftet oplysningerne.

Men broager.dk har på stedet talt med flere, som fortæller, at en stor lastbil med en palle chips til Super Brugsen bakker hen mod rampen, da der pludselig lyder et højt råb. Chaufføren stopper øjeblikkeligt, og i klemme under dieseltanken ligger en kvinde. Lastbilen skal derfor løftes for, at kvinden kan komme fri, og derfor blev en række redningskøretøjer tilkaldt.

Efter over en halv times lægehjælp på stedet kører ambulancen, da kvinden får det dårligt. Ambulancen bliver derfor dirigeret til Flensborg og ikke til Aabenraa. Og der blev tilkaldt eskorte, så ambulancen kunne komme frem hurtigst muligt.

Politiet afspærrede hele området, hvor redningskøretøjerne stod, og afspærringen bliver først hævet, når bilinspektionen har tjekket lastbilen. Herefter kan chaufføren køre hjem.

Artiklen opdateres senere i eftermiddag onsdag.

OPDATERING:

Politiet oplyser i eftermiddag onsdag, at ulykken ramte en 81-årig kvinde fra Broager. Politiet blev alarmeret kl. 13.25 og fik besked om, at en kvinde lå fastklemt under en lastbil, som bakker hen over hende (så vidt vides uden at køre over hende). Hun kom til at ligge ind under lastbilen klemt fast under dieseltanken. Og ved en alarm om fastklemte, er det normal procedure at tilkalde, hvad en sådan ulykke kan kræve af udstyr til at få personen fri, oplyser politiet om baggrunden for de mange redningskøretøjer. 45 minutter efter alarmeringen forlod ambulancen Broager – med udrykning.

Politiet kan endnu ikke sige noget om den 81-årige kvindes tilstand. (Læs nyheden et døgn efter ulykken: 81-årig er uden for livsfare).

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk