BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Ambulance, førstehjælper, lægebil og helikopter blev tilkaldt

06-05-2019


Men trods den massive indsats døde Helge Christensen, Nybøl Landevej i Broager, efter hjertestop. Alligevel har Maja Skriver som efterladt kun ros og anerkendelse til overs for de mennesker, der melder sig som frivillige førstehjælpere. Det siger hun til broager.dk i forbindelse med, at beboere på Nejs Bjerg har dannet et team af førstehjælpere.

- Jeg kan jo kun sige, at ambulancen var hurtigt fremme, da jeg ringede 112 i januar. Det varede højest et par minutter, før redderne stod i køkkenet, endnu mens jeg snakkede med alarmcentralen. Men der var ikke noget at stille op, forklarer Maja Skriver, Nybøl Landevej.  Den 11. januar i år mistede hun sin mand, 70-årige Helge Christensen, som faldt om med hjertestop.

Kort efter ambulancen ankom også en frivillig førstehjælper fra Egernsund, derefter lægebilen, og efter endnu nogle minutter landede redningshelikopteren på marken over for huset. 

Det er først ved denne samtale, som redaktionen har med Maja Skriver, at det går op for hende, at også en frivillig førstehjælper stod uden for huset - klar med hjertestarteren. 

- Jeg var i chok og måtte jo ikke opholde mig i køkkenet, hvor de arbejdede med Helge, og det var først, da politiet kom, at jeg fik en rolig snak om situationen.

Men jeg synes helt bestemt, at det er en rigtig god ide, at der er frivillige som melder sig som førstehjælpere. En godt beredskab er utrolig vigtigt og ikke til at undvære, siger hun.

Fotos: Kristian Pallesen

”Det var min første alarm”

Hvis ambulancen ikke tilfældigvis havde været så tæt på, som tilfældet var, så var den frivillige førstehjælper nået først frem. Den frivillige førstehjælper den 11. januar var Esben Ludvigsen, frivillig brandmand i Egernsund, som broager.dk talte med, mens redderne forsøgte at genoplive Helge Christensen. Ambulance-redderne havde givet ham melding om, at der alligevel ikke blev brug for ham.

- Jeg har førstehjælpsuddannelsen via vores brandværn og har meldt mig til ”Danmark redder liv”. Alarmen kom med en høj hyletone på min telefon, og jeg meldte straks, at jeg kunne deltage og jeg fik besked om, at jeg skulle hente en hjertestarter og køre til adressen i Broager.

Så jeg kørte fra Egernsund til Broager og hentede hjertestarteren på Industrivej, fortalte Esben Ludvigsen i bevidsthed om, at udrykningen denne gang desværre var nytteløs. Det var hans første alarm som førstehjælper. Og der var ikke andre førstehjælpere i nærheden, hvilket forklarer, hvorfor der ikke kom tre, som det er målsætningen at kunne tilkalde, når der er behov.

--

Se indslaget om akutberedskab bragt i TV Syd ved at klikke her


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk