BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Bland dig - i en ny idræts- og fritidspolitik

20-11-2018


Politikken handler om meget mere end fodbold.

Kommunen opfordrer alle til at blande sig i ny idræts- og fritidspolitik

”Kig forbi” kalder Sønderborg Kommune tre møder, hvor borgere, foreninger og andre interesserede kan give deres besyv med i kommunens kommende idræts- og fritidspolitik. Det kan de tre eftermiddage i næste uge, i Nord-Als Idrætscenter (mandag, 26. november), i Broagerhus (tirsdag, 27. november) og i Humlehøj-Hallerne (onsdag, 28. november).

Hver af eftermiddagene i tidsrummet 16 – 18 vil en af kommunens fritidskonsulenter sidde klar med småkager, kaffe på kanden samt papir og kuglepenne for at tage imod de input, der måtte komme.

Den kommende politik har det formål at fremme det gode liv i kommunen på området idræt og fritid.

Der er derfor nu mulighed for, at man kan sætte sit præg på politikken ved at give sit besyv med. Sønderborg Kommune har for tiden særskilte politikker for hver af områderne idræt, aftenskoler og folkeoplysning.

Det er på tide at få alle disse politikker samlet i en fælles politik for området. - De input, vi får ind, skal bruges til at rammesætte den nye politik. Men samtidig skal de gode ideer også bruges til at planlægge den idræts- og fritidskonference, som vi planlægger i det nye år, forklarer fritidskonsulent Lone Winther Romme.

Der kræves ingen forudgående tilmelding. Interesserede møder bare op i tidsrummet 16 til 18 mandag i Nord-Als Idrætscenter, tirsdag i Broagerhus og onsdag i Humlehøj-Hallerne.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk