BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Branden var kun få minutter fra at koste menneskeliv

25-11-2019


Nogle af de gratis alarmer kan hentes i Egernsund

Få en gratis røgalarm

Af Kaj Østergaard

Den 1.december er der fælles nordisk røgalarmdag, dagen hvor man tester sine røgalarmer, eller får anskaffet en og sat den op.

Fredag i denne uge, den 29.november kl.14-16, deler Sønderborg Brand og Redning 500 gratis røgalarmer ud fire steder, hvoraf vi nævner de to nærmeste:

Sønderborg Brandstation, Vestermark 10, 6400 Sønderborg
Egernsund Brandstation, Damvej 3, 6320 Egernsund

Der er mulighed for at se en brandbil og få gode råd til opsætning af røgalarmer og til, hvordan man forbedrer brandsikkerheden i sit hjem.

Man kan også få en snak med en brandmand og Sønderborg Brand og Redning byder på en julesmåkage

December og januar er klart de to måneder på året med flest boligbrande, så der er en god anledning til at teste sine røgalarmer og få skiftet batterier.

Samtidig kan man gennemgå huset og kigge på om der skal opsættes flere røgalarmer.

En personlig beretning

En søndag eftermiddag i august 2017 opstod der brand i det rækkehus som jeg bor i.

En genbo så, at der kom røg ud af ventilationskanalen i taget og alarmerede 112, som hurtigt kom til assistance, trods at det var en sommer søndag.

Broager Brandværn ydede, sammen med naboværn, en professionel indsats som begrænsede skaderne.

Min nabos lejlighed udbrændte, og min lejlighed fik nogle skader i taget.

Branden var kun få minutter fra at koste menneskeliv og takket være 2 brandvægge, kunne de to andre lejligheder reddes med mindre skader.

Under branden kunne man høre røgalarmen i den brændte lejlighed!

Ved branden sendte brandvæsenet en drone op i luften, så brandfolkene kunne følge brandens omfang og bekæmpe branden.

Kort efter branden holdt brandfolkene en debriefing og så drone optagelserne igennem, så man samtidig kunne erfaringsudveksle branden.

Branden opstod i et køleskab og kostede forsikringsselskabet omkring 2 millioner kroner.

Af branden kan man se, hvor vigtig brandværnets mandskab og materiel er, men man kan også selv gøre noget ved at opsætte røgalarmer.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk