BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Broager Sparekasse skruer forventningerne op

27-08-2019



2019 bliver et rigtig godt år for Broager Sparekasse med et overskud på op til 32 mio. kr. – forventer sparekassedirektør Lars Christensen efter i formiddag at have offentliggjort resultatet af 1. halvårs arbejde.

Halvårsresultatet endte som forventet på 10,5 millioner kroner før skat mod 14,4 millioner kroner i samme periode i 2018.

Faldet skyldes dels stigende omkostninger, dog inden for budgettet, let stigende nedskrivninger på udlån samt faldende kursreguleringer. De samlede indtægter er på omtrent uændret niveau. Resultatet ligger inden for det forventede resultat for helåret på 17 – 20 mio.

Med baggrund i det delvise salg af Sparinvest til Nykredit samt ekstraordinær høj aktivitet på konverteringsområdet, opjusteres forventningerne til helår til kr. 29 – 32 mio. før skat. Udlånet er i det forgangne år steget marginalt med 0,4%. Det samlede indlån inkl. puljer er steget med hele 9,5%.

Sparekassens kapitalsituation er ligeledes meget tilfredsstillende med en kapitalprocent på 18,3 uden indregning af halvårets resultat. Med indregning kan kapitalprocenten opgøres til 19,1. Med det forventede resultat for helåret, vil kapitalprocenten stige væsentligt.

Risikospredning er et vigtigt element for Sparekassen. Spredningen af risikoen på udlån til de forskellige brancher er fortsat meget tilfredsstillende. Ingen branche udgør mere end højst 9% (landbrug). Sparekassen har fastsat en grænse på højst 10% eksponering i enkeltbrancher. Der er således fortsat plads til nye erhvervskunder inden for alle brancher.

Etablering i Vojens

Ved udgangen af 2018 blev det besluttet at åbne en ”rigtig” filial i Vojens – det efter siden maj måned 2018 at have haft en ”filial” i ishockey hallen. Der er nu etableret en egentlig filial i Rådhuscentret i Vojens. Filialen er taget i brug. Der vil være officiel indvielse af filialen den 27. september 2019.

Lokalt engagement

Sparekassen har i første halvår af 2019 fortsat været en glad giver til mange lokale kultur- og sportsarrangementer. Med vores Lokalpulje har vi igen støttet foreningerne i vores lokale markedsområde. Det vil også i fremtiden være essentielt for Broager Sparekasse at kunne give noget tilbage til vores kulturaktiviteter i vores markedsområde. 

JydskeVestkysten skriver i dag, at Broager Sparekasse har omkring 16.000 kunder og det seneste halve år har haft en nettotilgang på 450-500, hvoraf de 100 er erhvervskunder.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk