BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Broager spiser sammen

16-10-2018



Alle er velkomne, når der 4. november er arrangeret spis sammen på Broagerhus. Det er Ældresagen, som støtter arrangementet, men du behøver ikke at være medlem for at deltage. Du skal blot fra torsdag den 18. oktober kl. 10 og senest den 29. oktober ringe til Mona Rathje tlf. 5135 9550 og sige, at du gerne vil være med. Eller du skal måske som pårørende gøre en indsats.

Der bliver serveret flæskesteg med tilbehør samt kaffe med lidt til. Derefter vil The True Drue Crue underholde med sang og musik, der vil også være fællessang.

- Det er en middag som led i den landsdækkende indsats under overskriften Danmark Spiser Sammen. Vi sætter fokus på ensomheden, og meningen med spisningen søndag den 4. november er netop at give enlige, folk der føler ensomhed, folk med lyst til at se andre, mulighed for en snak, fortæller Mona Rathje.

Bag den landsdækkende aktivitet står en lang række foreninger og Folkebevægelsen mod Ensomhed, som med store og små spisearrangementer over hele landet ønsker at gøre det lettere at møde nye mennesker og at invitere til samvær og fællesskab. Vi vil sætte fokus på ensomhed ved at bringe mennesker sammen, der ikke normalt mødes, fremgår det af hjemmesiden Danmark spiser sammen.

- På denne hjemmeside står der, at der desværre ikke er flere pladser. Er det rigtigt?

- Nej, det er bestemt ikke rigtigt. Vi har 106 pladser. Man får plads i den rækkefølge, man melder sig til middagen. Den koster 50 kroner, og vi håber da bestemt, at folk tilmelder sig.  


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk