BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

BUI mødte overmagten - i Gråsten

07-04-2019


Så kom den næste store mundfuld for BUI i fodboldens serie 3, nemlig udekampen mod Gråsten. Et hold som mange mener, er det bedste hold i puljen. Nu måtte tilskuerne se, om BUI kunne fortsætte de fine tanker fra sidste weekends sejr over Nordals.

Der var mødt godt 20 tilskuere op fra Broager for at følge holdet.
Allerede i det 1. minut fik BUI en stor chance, da de fik et inddirekte frispark tæt under mål, men desværre blafrede netmaskerne ikke denne gang. I stedet kom BUI bagud efter godt 2 minutters spil. BUI blev efterfølgende presset over store dele af banen, men forsøgte at spille sig ud af det. De fik ikke de store chancer, da Gråsten stod godt i forsvaret.

Selvom BUI fik 1 mand udvist i 10 minutter sidst i 1. halvleg holdt de Gråsten fra netmaskerne selvom bolden lige inden pausen tog indersiden af stolpen men heldigt sprang den i spil igen. Bagud 1-0 ved pausen, men der var stadig muligheder for at komme igen i 2. halvleg.

 Dog fik BUI en kold dukkert godt 3 minutter ind i 2. halvleg da Gråsten scorede til 2-0. Herefter blev de igen presset tilbage på banen og Gråsten fik flere store chancer. Den ene omsatte de så til 3-0 i det 68. minut og de lukkede og slukkede kampen med målet på straffespark til 4-0 efter 78 minutter.

BUI forsøgte at spille sig frem til chancer hele kampen og der kommer også enkelte gode forsøg, men Gråsten var det helt klart bedste hold. 

BUI må op på hesten igen, det er ikke Gråsten de skal måle sig med. Der er andre hold i gruppen, som de ifølge trænerteamet bør kunne spille lige op med. De beviste i den første kamp, at de kan spille god bold og vinde. 

Næste weekend er der ny kamp på Idrætscenteret mod Lundtofts 2. hold klokken 16. Så må vi håbe de 3 point forbliver i Broager.


-jørgen
 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk