BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Danmark Spiser Sammen

26-04-2018


Spis Sammen i Broager. Foto: Walther Jacobsen.

80 i Broager har deltaget i middagen mod ensomhed, som landsdækkende gennemføres under ”Danmark Spiser Sammen”, og i dag torsdag deltager 100 i Sønderborg, i Frivillighedens Hus, i en tilsvarende middag i Sønderborg.

Kampagnen støttes af Nordea Fonden, og formålet er at give mennesker mulighed for at mødes i nye fællesskaber omkring et måltid til rimelige penge.

I Broager blev der serveret Danmarks nationalret stegt flæsk med persillesovs, kartofler, rødbeder, salat med dressing en magnum is til dessert samt kaffe/te med småkager til. For at gøre det hele hyggeligt, var der fællessang akkompagneret af Vagn på guitar. Det blev en hyggelig eftermiddag, hvor snakken gik lystigt, sangstemmerne blev hørt/rørt og ej at forglemme, forårssolen tittede gennem vinduerne på Broagerhus.

- Undersøgelser viser, at ensomhed er et større problem i Danmark, end de fleste tror. Folkebevægelsen mod Ensomhed arbejder selv med et tal på op imod 400.000 danskere - heraf over 20.000 børn - som ofte eller altid føler sig ensomme. Det er rigtig trist ikke at have en ven eller andre, som man er tæt knyttet til, så derfor synes jeg, at Folkebevægelsen mod Ensomhed bør bakkes op i deres fællesspisnings-arrangement og i det hele taget i deres vision om, at ingen i Danmark skal rammes af alvorlig ensomhed. Jeg håber, deltagerne i dag i Sønderborg vil nyde maden, hinandens selskab og måske stifte nye bekendtskaber. Det ville være rigtig dejligt, siger formand for Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Helge Larsen.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk