BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

De sælger også spritnyt mærkevaretøj

08-03-2019


Generalforsamlingen 2019 - fra bestyrelsen Hanne Lindbæk, Anne Margrethe Jensen og Knud Hviid.

Genbrugstanken har medvind, og det kan vi også mærke i Broager. Salget i genbrugsbutikken er øget det seneste år, og vi er nu oppe på en omsætning på knap 200.000 kr., fortæller formanden Knud Hviid efter en generalforsamling, der samlede knap en snes af de nu 54 medlemmer i lokalafdelingen. Lidt usædvanligt har Røde Kors i Broager øget medlemstallet det seneste år.

Til gavn for lokalsamfundet

- Vi bruger så meget af vores overskud som muligt lokalt. Det ligger mig stærkt på sinde. Senest har vi givet et tilskud til plejecentret i Broager til en sansehave, de vil indrette i løbet af foråret. Til jul hjalp vi 19 lokale familier med en julekurv til 800 kr., som vi bad SuperBrugsen i Broager levere, og tidligere på året inviterede vi godt en halv snes børn og deres familier til en dag i Universe på Nordals, hvor de fik en oplevelse, de næppe selv havde penge til, oplyser Knud Hviid.

Økonomisk er genbrugsbutikken på Storegade i Broager den bærende aktivitet. Og Knud Hviid håber på, at lidt flere vil give en hånd med. – Kig ind i butikken og snak med Else Schmidt. Man behøver jo ikke forpligte sig mere, end man kan, som afløser eller som fast kl. 11-14 eller kl. 14-17.

Det meste af tøjet, som vi sælger, kommer fra den store samlecentral i Horsens. Og faktisk er ret meget jo helt nyt tøj, og når man én gang med købt en ny god skjorte til 500-600 kr., som aldrig har været pakket ud, og kun skal give 150 kr. for den hos os, ja så kommer man sikkert gerne en anden gang, mener Knud Hviid og glæder sig over, at også de unge er begyndt at komme ind i butikken.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk