BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Den glemte kunstnerkoloni Egernsund

19-04-2019


En bog med fine malerier gengivet.

Kunstnerkolonien Egernsund

Af Kaj Østergaard

Egernsund er kendt for at have huset en stor kunstnerkoloni, som havde sin storhedstid fra 1880 til 1919, for at blive opløst omkring genforeningen i 1920. Kunstnerne var friluftsmalere som lavede mange malerier af fjordlandskabet, fiskerne og de mange teglværker i området.

Området var på det tidspunkt tysk, så kunstnerkolonien bestod mest af tyske kunstnere som ankom til Egernsund med datidens dampskibe. Efter genforeningen i 1920 gik kunstnerkolonien i glemmebogen, da den i dansk kunsthistorie blev betragtet som en tysk koloni.

Kunstnerkoloniens malerier giver et godt tidsbillede af, hvordan Egernsund så ud for 100-150 år siden. Man kan se, at fiskeri, søfart og teglindustrien har været levebrød for mange i Egernsund.

I 2016 kom kunstnerkolonien igen i rampelyset, da kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa viste en stor og velbesøgt udstilling i perioden 16.januar til 1.maj 2016 om kolonien, og samtidigt udgav bogen ” Med parasol og pensel – Egernsund, den glemte kunstnerkoloni ”.

Ni steder i og omkring Egernsund by opsatte museet tomme rammer med en kopi af et maleri nedenunder, så man kunne se motivet før og nu. Disse blev desværre pillet ned efter udstillingen og ligger nu – formodentlig – på et lager.

Samtidig med udstillingen på Brundlund Slot kørte der et grænseoverskridende skoleprojekt med over 400 deltagere fra Danmark og Tyskland.

Kunsthistoriker Iben Johansen fra Brundlund Slot holdt et par velbesøgte foredrag om Kunstnerkolonien på Biblioteket i Broager og Cathrinesminde Teglværk

I 2016 viste Dachauer-galerien-museen ved München udstillingen ”Ekensund im kreis der künstlerkolonien an der Ostsee” fra 18.november til 5.marte 2017 med over 4500 besøgende.

Samme udstilling blev senere vist på Kunstmuseum Schwaan, syd for Rostock i Mecklenburg-Vorpommern i perioden 23.marts-28.maj 2017.

Kunstnerkolonien i Egernsund nåede derved langt ud over kommunegrænsen.

På kunstmuseet Museumsberg i Flensborg kan man se nogle af malerierne fra kolonien i Egernsund, som indgår i den permanente udstilling, og i bogen Broagerland XIX kan man læse mere.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk