BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Det var ikke BUI's dag i serie 1

23-08-2020


Cheftræner Rene Østerlid fik nederlag nr. to i træk.

Lørdag eftermiddag mødte BUI's Serie 1 i fodbold lokalrivalerne Gråsten Boldklub hjemme på SUS Park. En kamp mange havde set frem til, specielt fordi det også med en sejr kunne skabe lidt luft nedad i tabellen efter den fine pointhøst hidtil. 

 Men det blev ikke BUI's dag. Meget hang ikke sammen og flere spillere havde en desideret dårlig dag.

I starten af kampen havde Gråsten teten og havde flere chancer uden at målmaskerne blafrede. BUI forsøgte at etablere et pres og styre kampen, men det lykkedes ikke og Gråsten var hele tidsen farlige.

Efter 35 minutter kommer BUI bagud efter en returbold efter hjørnespark bliver sat ind og 5 minutter efter bliver det værre endnu, da Gråsten får for meget plads lige foran målet og sætter den ind til 0-2.

1 minut inden pausen får BUI reduceret til 1-2 ved "Iver" (Nicolai Bach Iversen) på en anden bold efter BUI frispark.

Godt tidspunkt at få reduceret på, men ville BUI komme igen i anden halvleg og få vendt kampen ?

Svaret var i starten nej, da Gråsten går ud og presser BUI. Det giver en føring på 1-3 efter 54 minutter, da BUI forsvaret laver en forsvarsfejl og giver Gråsten mulighed for at spille sig igennem.

BUI forsøger igen at skabe et pres, men Gråsten lurer på kontraangreb, hvor de er giftige med deres hurtige angribere. 

På en stikning i det 67. minut øger Gråsten til 1-4 selvom BUI forsvareren forsøger at få sparket væk. Men både bold og spiller ender bag målstregen.

Så er der chancer i begge ender frem til slutminuttet, men ind vil bolden ikke i hverken den ene eller den anden ende.

I det 90. minut øger Gråsten til 1-5 på en friløber, da BUI har smidt det meste frem for at reducere, men kort efter lykkedes det dog "Ø" (Nicklas Østerlid) at reducere til 2-5.

En nedtur resultatmæssigt efter tre gode kampe, men flere personlige fejl, flere spillere der spillede langt under niveau ifølge Cheftræner Rene Østerlid og et giftigt Gråstenhold der udnyttede deres chancer gjorde, at alle tre point blev taget med over Egernsund Broen.

Så nu er der noget at se til for trænerteamet, men der er kun et at sige, "Op på hesten igen". Det er klart at spillere og ledere er skuffede, men holdet har bevist, at de kan spille og fighte i Serie 1 og finder de tilbage til deres niveau er der flere point at hente i de kommende kampe.

Næste hjemmekamp er på søndag den 30. august kl. 14.45 mod Hedensted.

-jørgen.

Fotos: Kristian Pallesen


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk