BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Døgnåbent: Flest kommer med affald på søndage

20-11-2018


Bag den forsvarlige "indpakning" direktør Lars Riemann med nøglen

Den bindende kulde forklarer sikkert også, hvorfor kun få var mødt frem i Skodsbøl i eftermiddag for at indvie den nu døgnåbne genbrugsplads. Heidi Jørgensen holdt indvielsestalen, klippede snoren og bød de fremmødte på pølser og sodavand.

Og nu skal du som borger eller håndværker blot tilmelde dig og oplyse nummerpladen på din bil og telefonnummeret, som du ringer fra. Det kan ske på www.sonfor.dk/365. Indtil i går havde ikke færre end 5.412 fået adgang til de tre genbrugspladser, Forsyningen nu har åbent for døgnet rundt. Når du så møder frem og ringer til det nummer, der er opgivet ved porten, så åbner den, og du kan køre ind.

Banditterne kommer efter midnat

Ca. 2.000 om måneden benytter genbrugspladsen Glansager ved Sønderborg. Knap halvdelen gør brug af pladsen uden for åbningstiden om søndagen, og til hverdag er det især i tidsrummet kl. 17-20, at borgerne kører ind. Banditterne, dem der måske gerne vil af med til affald men især kommer for at stjæle, ja de (heldigvis få) dukker typisk op senere på natten. Men da alle er tilmeldt med navn, mobilnummer, nummerplade på bilen og tilmed bliver videoovervåget på hele pladsen, så er det jo tæt på, at Forsyningen kan melde dem til politiet på cpr.-nummer!

Næstformanden i byrådets erhvervsudvalg, Heidi Jørgensen, fortalte, at skepsissen er gjort til skamme om, at borgerne fejlsorterer, når der ikke er personale til stede.

- Det er overhovedet ikke noget problem. Fra i dag er der hver uge 61 timer med bemandet åbningstid og 107 timer ubemandet. I går var 5.412 timeldt døgnåbningen.

Så det går stærkt med tilmelding, specielt er vi i erhvervsudvalget glade for, at erhvervene har mulighed for at komme her hele døgnet rundt, så de kan aflevere deres håndværksaffald eller andet, når det passer ind.

Vi tror på, den udvidede åbningstid gør det meget mere fleksibelt for virksomhederne. Og så kan de jo give en bedre service til deres kunder, påpegede Heidi Jørgensen.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk