BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Else Marie Toft er ny formand for BUI

13-03-2019



Broager Ungdoms- og Idrætsforening har fået ny formand. Else Marie Toft, formand for BUI Gymnastik, overtog i aften onsdag posten efter Ulrik Franke Andersen, som er formand for BUI Håndbold. Den afgåede formand fortsætter i foreningens forretningsudvalg, som også Martin Petersen, formand for BUI Volleyball er valgt til.

På generalforsamlingen berettede de enkelte afdelinger om året, der er gået. Tilsammen har BUI 690 medlemmer, og økonomisk har 2018 været fornuftig for alle afdelinger. Ikke mindst takket være indtægterne fra Sparekassens garantmiddag.

- Den gav et godt økonomisk tilskud til de deltagende foreninger, oplyste Ulrik Franke Andersen i bestyrelsens beretning og fortsatte:

- Vi var også stærkt repræsenteret til Broager Ringridning. Desværre fik de ikke det forventede overskud, så vores tilskud var kun på vores minimumskrav. Hvilket trods alt giver en fornuftig timeløn.

Vi har været relativt gode til at udveksle frie haltider med hinanden. Det kan dog blive meget bedre. Desværre har været enkelte sager i år som ikke stod at løse.

Vi skal blive bedre til at flytte/indordne os, og ikke se så meget på, hvad vi plejer at gøre. Ofte kan små ændringer hjælpe meget på det store billede.

Vi må forsøge at få det til at gå op i en højere helhed til fordelingsmødet i april.

Som altid er den største udfordring, at ingen på dette tidspunkt helt ved, hvad de har af behov når sæsonen starter op efter sommerferien

Jeg arbejder sammen med hallen på at finde nogle løsninger, således at flere forskellige foreninger kan dele haltider, og dermed få bedre udnyttelse.

I BUI har vi i årets løb set flere nye tiltag. Bla. Badminton, Sjov og Motorik, Floorball, Gå fodbold, Trille og Trolle Håndbold osv.  

Det er dejligt at se, at vi med nye tiltag får nye folk ind i vores foreninger, lød det i bestyrelsens beretning.  

- Og jeg ved at der arbejdes på flere nye tiltag, som forhåbentligt kan få endnu flere til at dyrke idræt i BUI, oplyste Ulrik Franke Andersen.

Billedet:

I midten Ulrik Franke Andersen, BUI Håndbold, flankeret af Bent Erik nielsen (tv) formand for BUI Bordtennis, som har foreningens største tilgang af unge og nu ca. 30 i ungdomsafdelingen og Martin Petersen, BUI Volleyball, der er foreningens mindste med otte medlemmer.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk