BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

En festdag for Broager i SuperBrugsen

22-11-2019


Michael Næsby og Jan Mathiesen ved kufferterne til medarbejderne.

Sjældent har man set så mange biler på parkeringspladsen foran SuperBrugsen i Broager en fredag formiddag som i dag. SuperBrugsen markerer 100 års fødselsdag og har i formiddag haft en omsætning der næsten svarer til en hel uge sidste år på samme tid.

- Det er som i gamle dage, som da vi holdt åbent fredag til kl. 19, havde lukket om søndagen og lukkede lørdag kl.12. Så travlt har vi, forklarede én af medarbejderne i SuperBrugsen ved middagstid i dag fredag.

Adskillige gæster i Broager havde deres første besøg i SuperBrugsen i i dag. De gode tilbud i anledning af jubilæet trak folk til fra nær og fjern. Knap 100 kalkuner var solgt hen af formiddagen, og dem der gik forgæves efter dette tilbud får kalkunen leveret i næste uge til samme pris!

Udenfor var Ældresagen travlt beskæftiget med at servere ringriderpølser. I aften er det fælles spisning for dem, der har købt billet. Kun ca. halvdelen af de udbudte billetter er solgt. – Og jeg tror, det hænger sammen med, at vi ikke her i byen har tradition for den slags, siger formanden for SuperBrugsen, NN.

Lørdag morgen kl. 9.30 mødes interesserede til morgenkaffe og lotto med rigtig mange gode præmier. Hovedgevinsten er til en værdi af 500 kr., og skulle du få lyst til at være med, så prøv lørdag morgen, om der stadig er billetter at få.

 

En tak til medarbejderne

Når aktiviteterne i forbindelse med jubilæet er overstået, så får alle medarbejdere, i alt 59 ansatte i SuperBrugsen i Broager, en rejsekuffert med indhold som en tak og tillykke. – Man skal huske på, at rigtig mange af vores ansatte jo er ungarbejdere, som måske kun i gennemsnit er hos os et par timer om ugen, siger uddeler Michael Næsby.  Alle skal føle sig godt behandlet.

Med markedsføringen af 100 års fødselsdagens har SuperBrugsen bidraget til at trække (nye) folk til Broager. Godt gået!


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk