BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

En hyldest til Gendarmstiens krøllede ABC

02-11-2019



Gendarmstiens krøllede ABC

Af Kaj Østergaard
 

Fra Padborg til Høruphav
ad gendarmstiens snørklede veje
blandt vilde blomster og en bjørneklo
gik en kvinde på listefødder
og samlede på ord og tanker
både store og små
og nogle som var det rene volapyk


Ved en bæk fandt hun en sæk
fyldt med spilopper
hilste på en skovsnegl og en guldsmed
i et træ, højt oppe
sad to krudtugler og en platugle
og råbte
kuk - kuk
 

På en stille bænk
nær kyst og strand
sad to turtelduer
og kyssede himlen blå
mens en klaptorsk
bagte på en lækker sild


Ord og tanker
blev fyldt
i en sæk
og spyttet ud
på nogle skilte

Holder man sig for øje
kan man i horisonten øjne
kringlede skilte som stråler
i kap med solen
med rim og remser
fra kvindens højre hånd


Hyldest til Gendarmstiens krøllede ABC

Da jeg skrev teksten ”Rim og remser” – se tekst nr.23 i fanen ”Kunst og natur” på Broager.dk ved et klik her – blev jeg så glad for Bente Løwe Christiansens fantasifulde tekst i antologien ”Alssund med andre øjne”, som forfattergruppen Alssund har udgivet, at jeg har skrevet ovenstående hyldest remse.

Teksten i ”Alssund med andre øjne”, hedder ”Gendarmstiens krøllede ABC” hvor Bente Løwe Christiansen bruger de 29 bogstaver i alfabetet til at lave rim og remser på ”Halfdansk” ud fra en lokalhistorisk vinkel.

Bente Løwe Christiansen bruger bogstaverne i 29 kapitler hvor A står for Alnor, B for Broager, C for Cathrinesminde, D for Dybbøl, E for Egernsund o.s.v.

I 2017 opsatte Bente Løwe Christiansen 29 skilte på Gendarmstiens vejviser pæle fra Padborg til Høruphav med rim og remser, der er illustreret af Dorsi Doi Germann fra Sörup, lidt uden for Flensborg.

På Broagerland findes der omkring 10 af disse skilte, som man kan finde på Google Maps via nogle koordinater, der findes på  postkort som Bente Løwe Christiansen har lavet.

Kunst på Broagerland

På Broagerhus kan man se udstillingen ”Kunst på Broagerland” resten af 2019, hvor man også kan se hyldest remsen til ”Gendarmstiens krøllede ABC” og 2 af skiltene med rim og remser.

Ved udstillingen kan man også se 2 af skiltene med berømte citater, som de 5 landsbylaug på Broagerland har sat på de stillebænke, der er opsat langs stier og veje – heraf mange langs Gendarmstien.

Til dette projekt har stillegruppen under de 5 landsbylaug lige udgivet brochuren ”Stilleområder Broagerland”, som også kan fås ved udstillingen.

På udstillingen kan man få Bente Løwes Christiansens postkort og 11 flotte postkort som landsbylaugene har lavet om forskellige lokaliteter på Broagerland.

Postkortene er designet af Lisbeth Gram og med rim og remser af Bente Løwe Christiansen, fotos af Karin Baum og illustrationer af Dorsi Doi Germann.

Udstillingen ”Kunst på Broagerland” kan ses tirsdage kl. 13-17, onsdage kl.9.30-12.30 samt søndage 3.november og 1.december kl.13-17.

Den 25.december og 26.december kan udstillingen ses kl.13-17.

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk