BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

En milepæl for Morten med autisme

14-12-2020


Succes i praktikopholdet førte Morten til fast job.

Broager Sparekasse ansætter IT-udvikler fra AspIT efter succesfuld praktik

Broager Sparekasse har pr. 1. november 2020 ansat 26-årige Morten Hejn Lorentzen som IT-udvikler. Ansættelsen sker i forlængelse af en succesfuld praktikperiode, der startede i august. Med i bagagen har Morten en 3-årig IT-uddannelse fra AspIT Sønderjylland og en autismediagnose.

En fremtid i erhvervslivet er nu en realitet

Siden august har Morten udviklet og programmeret sparekassens intranet med stor succes.

Sparekassens underdirektør, Morten Vestergaard, fortæller, at: ”Morten er en dygtig udvikler og medarbejder, så derfor har vi indgået et fortsat samarbejde med ham i kraft af en ansættelse. Morten får løst nogle opgaver, som ellers hurtigt ville komme bagerst i opgave-køen. Det har stor værdi for os.”

Selv fortæller Morten Hejn Lorentzen, at det har været fedt at starte i sparekassen, og at han er glad for at være blevet ansat, så han kan fortsætte med det, han brænder allermest for. Nemlig IT-udvikling.

Også Mortens praktik- og jobvejleder, Henrik Stephansen, glæder sig over Mortens ansættelse: ”Morten er, som mange andre med autisme, bevidst om, at diagnosen ikke gør det nemmere at få en tilværelse med fast job. Ansættelsen er derfor en kæmpe milepæl for Morten, der nu er fyldt med gå-på-mod – og ser sig selv som værdiskabende for samfundet.”

Sparekasse med plads til diversitet

Broager Sparekasses har en lang tradition for at hjælpe unge mennesker ud på arbejdsmarkedet via praktikordninger, men det er første gang, de har etableret et samarbejde med AspIT Sønderjylland.

”IT-afdelingen hos Broager Sparekasse er et godt match, da der er opbakning til diversitet og dermed rum til en medarbejder som Morten med autisme. Samarbejdet har været professionelt og generelt en succes”, fortæller Henrik Stephansen, og tilføjer, at:

”Sparekassens medarbejdere udstråler passion, motivation og arbejdsglæde, hvilket smitter af på andre. Det er et rart sted at være for såvel autister som andre medarbejdere.”

Broager Sparekasse håber at kunne inspirere andre virksomheder til at lave et lignende samarbejde med AspIT Sønderjylland, og en eller flere af deres dygtige IT-elever.

 


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk