BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Et fremragende billede, desværre af en uønsket scoring

05-10-2020


Et fremragende billede, desværre af en uønsket scoring. (Foto: Pebbe's Billeder)


Efter at have holdt en ufrivillig pause i sidste uge pga. mulighed for Corona skulle sidste hjemmekamps flotte resultat på 6-1 over Seest i fodboldens serie 1 følges op. For god ordens skyld skal det siges, at testresultaterne var negative, heldigvis.

Weekendens modstander var topholdet Egen, der var ekstra opsat efter et nederlag og en uafgjort i de sidste 2 kampe.

I store dele af 1. halvleg var det tale om en lige kamp, hvor både BUI og Egen havde deres chancer som ikke blev omsat. BUI fik et gult kort og dermed 10 minutter i undertal. Det formåede Egen ikke at udnytte, men de var tættest på, da de efter 21 minutter får ram på stolpen, og bolden springer i spil igen.

Uafgjort til pausen var et fair resultat. Nu var spørgsmålet om det kunne fortsætte i de sidste 45 minutter.

2. halvleg var knap startet inden Egen på et godt gennemspillet angreb over venstrekanten får bolden i mål. Lidt af en meget kold spand vand for BUI.

De klør dog på og får også spillet sig frem til flere chancer, men ind vil bolden ikke. Billedet fra 1. halvleg gentager sig og BUI spiller fint med.

Men det skulle desværre blive værre, for Egen var meget bedre og mere kyniske i udnyttelsen af deres chancer. Efter 68 minutter kommer de på 0-2 efter et hjørnespark.

BUI beslutter at satse mere offensivt, da det er tæt på ligegyldigt om der tabes 0-2 eller mere, da målscoren først tæller i 4 eller 5 led ved pointlighed senere på sæsonen.

Det giver dog også Egen mulighed for at komme yderligere på tavlen og selvom BUI tilspiller sig flere gode chancer er målet som forhekset. Egen udnytter det til efter 80 minutter at øge til 0-3.

Efter 88 minutter blev bolden efter endnu en BUI chance opfanget og så kørte toget den modsatte vej og på modangrebet øger Egen til 0-4 som også bliver slutresultatet.

En sejr til Egen med 4 mål er ikke retvisende for kampens forløb, men som skrevet var de bedre til at udnytte deres chancer. Den var i hvert fald et par mål for stor og havde BUI fået omsat en eller flere af deres mange chancer, kunne det have skabt mere spænding og en anden kamp. 

Der var flere positive ting at tage med til de kommende kampe og allerede i kommende weekend skal der scores og gerne hentes 3 point ude mod Gråsten, der lige nu ligger med et point færre på en nedrykningsplads. 

Kampen spilles på Årsbjerg Idrætscenter på lørdag med kampstart klokken 15:30.

-jørgen.
 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk