BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

"Et sagn fra gamle dage" - parkunderholdningen er tilbage

05-08-2019


Tekst: Jørgen Michelsen. Fotos: KristianPallesen.

Så oprandt dagen, som Broager Erhverv - BUI Rock - Broager Kultur og Udviklingsforum havde arbejdet hen imod.

Kalenderen viste søndag den 4. august og allerede fra først på formiddagen summede parken af liv og masser af energi. Lydfolkene var ved at sætte udstyr op, der blev slået græs i området hvor gæsterne skulle bænkes, bænke og borde blev kørt ind og placeret og ikke mindst mad og drikke skulle på køl eller placeres på de dertil opstillede borde i forplejningsområdet.

Tingene blev hurtigt hentet og sat på plads af de godt 20 frivillige, der havde afsat søndagen til at give byens og Broagerlands borgere mulighed for en hyggelig søndag i parken. Hertil kommer så musikerne.

Der var dog et par gange undervejs lidt bekymrede miner, da det begyndte at blive mere overskyet og lidt mørkt. Var regnen på vej, selvom meteorologerne havde lovet tørvejr. Men heldigvis overholdt vejrguderne aftalen om det gode vejr, ikke for varmt og samtidigt tørt. Samtidig var der lidt kriller i maven, for hvor mange havde lyst til at bruge nogle timer sammen i parken ?

Tidsrammen sagde fra klokken 14 - 18, men allerede omkring 13:15 begyndte de første at møde frem. De måtte have lidt tålmodighed med drikkevarer, da disse først skulle fragtes fra Brugsens køler og ned i parken.

Da drikkevarerne var på vej op ad Storegade og i nåede op til Rutebilstationen kunne vi se ned i parken. Og hvilket syn. Masser af mennesker i alle aldre og som det røg ud af munden på den ene "Det er da sindsygt". Det var i hvert fald betydeligt flere end nogen i deres vildeste fantasi havde regnet med. En forsigtigt gæt er omkring 450 mennesker, der har brugt noget af deres eftermiddag  eller hele eftermiddagen i parken.

Alle parter i afviklingen af arrangementet er i den grad glade og tilfredse. 
 

Spejderne måtte 2 gange hjem og lave mere snobrødsdej og fik også afsat alle deres skumfiduser. Begge dele blev et hit og de gav udtryk for, at de havde talt ca. 75 børn der havde fornøjet sig med deres aktiviteter. Nogle var nok gengangere, som det blev udtrykt, men det er jo kun et udtryk for kvaliteten. Og ansigtsmalerne havde også en travl eftermiddag, så børnene var også beskæftiget og flere kom til at se drabelige ud.

Arrangørerne måtte også ad flere gange hente yderligere forsyninger af både grillpølser og drikkevarer for at stille publikums sult og tørst og alligevel lykkedes det at få udsolgt af flere varegrupper uden mulighed for at skaffe nbye forsyninger.

Alt i alt en god søndag eftermiddag i parken, som flere også under og efter arrangementet gav udtryk for. Det var lidt som i gamle dage. De voksne sad og snakkede og hyggede sig, mens børnene morede sig i hinandens selskab og brændte en masse energi af.

Dagens andet guldkorn, som jeg fik præsenteret var følgende: "Jeg ved godt, hvad jeg skal lave om 14 dage", hvilket blev uddybet med at det er parkunderholdning der står på programmet og "Det er ikke Roskilde Festival", da han kom og afleverede tomme flasker og smed affald ud.

Så nu er første af tre afsluttet, og nu skal der kigges fremad mod den næste om 14 dage, nemlig den 18. august, hvor der håbes på samme store opbakning. Det har som beskrevet i ovenstående været en succes og overgået de forventninger arrangørerne havde.



Som Jørgen Horne fra Broager Erhverv sagde efter endt oprydning: "Jeg er superglad og meget tilfreds med både arrangementet og især for opbakningen fra byens og Broagerlands borgere". 

Og lidt i tråd med kommentaren om Roskilde Festival, så kunne det næsten ikke ses, at der havde været så mange mennesker i parken denne eftermiddag. I den grad en god afslutning på en god dag. 

Menuen for 2. del og musikken vil blive offentliggjort i løbet af ugen op til den 18. august her på broager.dk og på Facebook.
 

Sebastian Horne på 12 år sørgede for, at græsset var slået til årets første parkunderholdning.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk