BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Festlig åbning af Kajs kunstudstilling på Broagerhus

07-10-2019


Vibeke Fonnesberg holdt åbningstalen. (Foto: Kristian Pallesen)

Ikke færre end ca. 100 var mødt op til ferniseringen af udstillingen på Broagerhus om kunsten på Broagerland, blandt dem personer fra Silkeborg, Fyn, Norge, Argentina og Tyskland.

Med dette internationale publikum bemærkede Kaj Østergaard i sin velkomst, at der så skal findes et fællessprog. – Og jeg har valgt sønderjysk! Sagde han og gennemgik detaljeret, hvad publikum kan se og opleve de næste tre måneder.

Ideen til ”Kunst på Broagerland” som en serie på broager.dk fik han i marts i år, og den første af 25 historier om kunsten handlede om Broagers første skulptur i tegl.

- Kaj har det med at få ideer, der udvikler sig, og hans første idé var jo, at jeg skulle skrive teksten, sagde redaktøren af broager.dk, Kristian Pallesen. - Men manden med ideen er jo også ham, der brænder for det, så relativt hurtigt gik det op for ham, at han selv skulle skrive historierne om kunsten på Broagerland, og det der skulle have været en serie på 10 omtaler blev til 25. Tusind tak for din indsats og tillykke med udstillingen, sagde Kristian Pallesen.

En guldgrube

Kunstneren Vibeke Fonnesberg holdt den officielle åbningstale og fortalte levende om, hvordan Kaj Østergaard i to timer op til åbningen havde indført hende i de mange elementer, der indgår i udstillingen og giver et flot billede af Kajs engagement i kultur og kunst i Broager.

- Jeg går jo med et broue-savn i hverdagen, så jeg vil jo gerne komme til Broager, også for at se Kajs udstilling, sagde hun og fortalte, at hun måske ikke har den store forestilling om egen hjerne.

Men det, der kunne være min hjerne, var bare én stor svamp efter to timer sammen med Kaj.  Det var lige som om, at jeg forsøgte at suge til mig. Jeg var fuldstændig udslidt og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Der var så meget. Bunker. Billeder. Tekst. Guldgruber af viden og kulturel oplæring. Udstillingen byder på alt, hvad hjertet begærer, sagde Vibeke Fonnesberg, som har skrevet bogen om Broager-profilerne.

- Jeg blev helt stolt, da du Kaj sagde til mig, at profilerne er Broagers dna. Og det er da sjovt, der er altid nogen mennesker, der sørger for, at livet går videre. N u har i landsbylaugene og udviklingsforum. Det borger for noget. Jeg tror på det.

Det lokale engagement ligger så dybt i det dna, der er på dette sted, og stor tak til dig, at du har brugt så meget tid og energi. Du fortjener en kæmpe-ros, sluttede Vibeke Fonnesberg åbningstalen.

 

 

 

Kaj Østergaard selv henviste i sin introduktion til et Piet Hein-citat:

Kunsten er ikke at få en idé.
Enhver kan med lethed få to.
Kunsten er den mellem to eller flere ganske almindelige hverdagsideer at se, hvilken én der er god.

- Jeg håber, at når I har set udstillingen vil sige, at det er en rigtig god idé, Kaj har fået.

Udstillingen på Broagerhus er åben således frem til årsskiftet:

Tirsdage kl. 13-17, onsdage kl. 9.30-12.30.
Søndagene den 3. november og 1. december kl. 13-17.

Og hvis der er ønsker om at se udstillingen på andre tidspunkter: Kontakt Kaj Østergaard tlf. 4088 5034.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk