BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Flot kamp af BUI i serie 3

07-10-2019


Foto: Henrik Moisen

BUI skulle søndag eftermiddag en tur til Dybbøl for at møde holdet, de hjemme havde sendt retur med en sæk på 11-0.

Det var 15 dage siden de sidst havde spillet en turneringskamp, så spørgsmålet var, om de kunne finde gnisten og komme op i omdrejninger inden de afgørende kampe mod de nærmeste konkurrenter i den kommende weekend og frem.

Det varede så kun 4 minutter inden Dybbøls netmasker blafrede første gang. Flot opspil over venstre fløj hvor Anders Jensen får den ind over stregen. Minuttet senere bliver det så til 0-2 efter et forsvarskoks, hvor "Iver" (Nicolai Bach Iversen) nettede. Efter et kvarter ville lillebror "Dolle" (Christoffer Bach Iversen) ikke lade storebror om at score. Han stod helt fri inde under mål. Efter 20 minutter var det så "Ø"'s (Nicklas Østerlid) tur.

Først efter 23 minutter havde Dybbøl den første målchance indenfor målrammen. Men ingen fare, da målmanden fik grebet bolden. Svaret fra BUI kom prompte, men bolden sejlede lige over trekantsammenføjningen. Efter 32 minutter fik "Dolle" fordoblet sin målscore, da han fik en friløber fra midten på en flot aflevering. Efter 35 minutter ville "Ø" også fordoble sin målscore og gjorde det til 0-6. I det 44. minut dik BUI en 10 minutters udvisning, men det var "Dolle da ligeglad med. Han havde fået smag for det der med at få bolden i rusen, så han øgede til 0-7.

Så var der pause. Banen var våd og mange steder med ren jord, der gjorde det svært i perioder at stå ordentligt fast. Ikke de optimale betingelser. Men BUI spillede alligevel flot fodbold i perioder og brugte hele banen til at få splittet Dybbøls forsvar. Spørgsmålet var så, om de ville gå ned i gear eller fortsætte med det fremadrettede og målsøgende spil.

I halvlegen var der en der foreslog en overskrift til artiklen. "Lillebror overhaler storebror" som spillede på de 2x Iversen brødres antal mål i 1. halvleg. Den blev der grinet lidt af og så måtte 2. halvleg vise hvad duellen endte med.

2. halvleg startede som 1. endte. BUI dominans i den grad og det udløste så endnu et mål efter 50 minutter til 0-8 ved Søren Callesen. Flot mål og nu var spørgsmålet så om de 11-0 på hjemmebane kunne gentages eller måske endda forbedres.

Efter 56 minutter får Dybbøl en 10 minutters udvisning og der bliver samtidig dømt straffespark. "Iver" tager det og scorer sikkert til 0-9. Havde han måske hørt kommentaren i pausen ? 

Dybbøl havde et par sporadiske chancer primært på langskud, men ingen fare for netmaskerne. I stedet fløj fuglene udenom banen og de omliggende områder bag BUI's mål.

I det 80. minut scorede Lukas Hansen og 2 minutter senere scorer "Iver" igen. Så kampen mellem Iversen brødrene ender uafgjort, så der måtte en ny overskrift til.

Flot kamp af BUI der spillede flot fodbold i store perioder selvom der ikke var meget modstand og de holdt fokus hele vejen hjem. På den anden side kunne kampen sagtens have endt med 4-5-6 mål mere, havde de været en smule heldige i et par situationer og lidt mere skarp i et par andre. Men at vinde ude og hjemme med samlet 22-0 er da i den grad vanvittigt i Serie 3.

Der var flot opbakning fra Broager, da omkring 50 mennesker var mødt op for at se kampen. Der var en spøgefugl fra Broager, der mente, at det nok var nogen der havde behov for frisk luft efter gårsdagens Oktoberfest. 

Næste kamp er tirsdag aften ude mod Sønderborg Fremad.  Det kræver dog, at hjemmeholdet kan stille hold. Det var i hvert fald ikke tilfældet, da de lørdag skulle have mødt Nordals ude.

På lørdag går det så løs hjemme på  Idrætscenteret klokken 14 mod Lundtoft. De ligger lige nu foran BUI på 2. pladsen, men med en kamp mere. Bliver det de forventede 3 point tirsdag aften i Sønderborg er pladserne byttet om pga. BUI's bedre målscore og der kan skabes et lille hul til en af de nærmeste konkurrenter.

For at det hele ikke skal ende i Serie 3 vil jeg gøre opmærksom på, at Serie 5 spiller mod Midtals onsdag klokken 1900 på Gråsten BK's kunstgræsbane på Aarsbjerg. Med en sejr overtager de igen 1. pladsen i gruppen. Denne overtog Sønderjysk BF i denne weekenden efter at have vundet og de har derfor spillet en kamp mere.

Så spændende kampe i både Serie 3 og 5 den kommende uge, hvor der kan skabes yderligere fundament for den videre færd mod Serie 2 og Serie 4.

-jørgen.
 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk