BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Forening holder legepladsen på Nejs Bjerg i orden

08-06-2019


Èn af de største og bedste legepladser i Broager by er skabt af Grundejerforeningen Nejs Bjerg, som til kommunens grund både har indkøbt og betalt redskaberne på legepladsen. Alle i byen har ret til at bruge legepladsen, og der kommer mange, bl.a. bliver den flittig brugt af dagpleje-børn i byen.

Løbende sørger foreningen for at slå græsset, og én gang om året bliver grundejerforeningens medlemmer indbudt til en arbejdsdag på legepladsen, og i dag fremstår legepladsens redskaber nymalede, sorte.

 Hækken omkring den store legeplads er klippet, vildtvokset græs er fjernet – og alt fremstår nyt og flot efter fire timers fælles indsats, hvor de fremmødte fik både lidt at spise og en øl eller vand som tak for hjælpen.

- I grundejerforeningen har vi sat brugen af legepladsen lidt i system. Hver søndag kl. 14 møder alle børn, som vil spille fodbold eller lege. Og der er altid en voksen til stede. På den måde ved børnene, at der sker noget, og at de ikke kommer til en legeplads, hvor de måske ikke møder andre, fortæller formanden for Grundejerforeningen Nejs Bjerg, Anne Sylvest Jensen. Grundejerforeningen har ca. 90 husstande som medlem.

De frivillige deltagere i årets arbejdsdag på legepladsen repræsenterede både dem, der har boet i området i mange år – og de senest tilflyttede. Vi mødte Yvonne Grydehøj, nr. 16, har ikke været med før.

- Min mand fik arbejde i Smøl, så vi flyttede til Broager fra Skanderborg, og nu arbejder han i Aabenraa. Men hvor er det et lækkert område med søde folk omkring os. Vi er virkelig faldet godt til, fortæller hun.

Helge Jørgensen, Nejs Bjerg 36, har boet på adressen i 14 år og har ofte deltaget i dagens vedligeholdelsesarbejder. Han har børn, som er brugere af legepladsen. Et par timer eller tre, så forventer han, at han kan lægge buskrydderen fra sig.

- Vi har lige købt borde-bænke sæt, og én var så flink at forære os et bordtennisbord, fortæller formanden og glæder sig over, at arbejdsholdet netop blev færdig, før en kraftig regnbyge sendte de fleste indendørs.

Fra venstre formand Anne Sylvest Jensen, stående Yvonne Grydehøj, nr.16, Helge Jørgensen, nr. 36, i gang med buskrydder og Anja Hansen, nr. 55D i gang med malingen. (Fotos: Kristian Pallesen)


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk