BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Fra kommunens pressetjeneste : Stedfortrædende direktør

10-09-2021


Klaus Liestmann overtager jobbet efer Helle Mønsted Nielsen

Frem til udgangen af april 2022 vil tidligere kommunaldirektør, Klaus Liestmann, være stedfortrædende direktør for social- og seniorområdet i Sønderborg Kommune.

Det bliver en erfaren direktør, der mandag den 13. september begynder i jobbet som stedfortrædende direktør for social- og seniorområdet i Sønderborg Kommune. For her tager tidligere kommunaldirektør i Tønder Kommune, Klaus Liestmann, over efter Helle Mønsted Nielsen, der har ønsket at stoppe.
 
Klaus Liestmann er ansat frem til udgangen af april 2022 som stedfortrædende direktør, og dermed vil han sikre driften af social- og seniorområdet ind i den nye valgperiode, inden en ny direktør ansættes.

- Jeg er meget glad for, at Klaus Liestmann har indvilliget i at hjælpe Sønderborg Kommune i en vanskelig tid. Og jeg ved, at Klaus med de kompetencer og den erfaring han har som tidligere social- og kommunaldirektør, kan gå direkte ind i funktionen, siger kommunaldirektør i Sønderborg Kommune, Tim Hansen.  

Klaus Liestmann glæder sig til at komme i gang med opgaven.

- Jeg er meget glad for, at Sønderborg Kommune vil gøre brug af mine kompetencer og arbejdsindsats på et fagområde, jeg har solid kendskab til. Jeg kender Sønderborg Kommune som en dynamisk og udviklingsorienteret arbejdsplads, og jeg ser frem til at samarbejde med byråd, kollegaer, medarbejdere og samarbejdspartnere på området, siger han.  

Klaus Liestmann fik fredag lejlighed til at hilse på Byrådet, HMU og chefgruppen for fagområdet på Mommark Handelskostskole i forbindelse med kommunes budgetseminar.
 
Blå bog Klaus Liestmann:
2016-2021: Kommunaldirektør, Tønder Kommune
2015-2016: Direktør Børn & Skole, Kultur & Fritid, Tønder Kommune
2012-2015: Social- og Sundhedsdirektør, Billund Kommune
2011-2012: Direktør for Social, Arbejdsmarked og Sundhed, Tønder Kommune
2007- 2011: Forvaltningschef, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Tønder Kommune