BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Fra kommunens pressetjeneste : Styrker samarbejdet med handicappede

10-09-2021


Foto: Kommunen.

Sønderborg Kommunes Handicapråd og Social- og Seniorudvalg samt Børn- og Uddannelsesudvalget fortsætter den fælles indsats for at styrke samarbejdet mellem kommunen og borgere med handicap. Første dialogmøde om emnet finder sted den 13. september 2021.

Danske Handicaporganisationer og Kommunernes Landsforening (KL) har udarbejdet fem anbefalinger, der sætter tillid og samarbejde i centrum i arbejdet mellem borgere med handicap og kommunen.

Det er netop disse anbefalinger, som Sønderborg Kommunes Handicapråd, Social- og Seniorudvalget og Børn- og Uddannelsesudvalget tager udgangspunkt i en fælles dialog om, hvordan mennesker med handicap i Sønderborg Kommune oplever samarbejdet med kommunen, og hvordan samarbejdet kan styrkes.

– Det er vigtigt, at alle borgere med handicap føler, at de bliver taget seriøst. Vi er i Handicaprådet derfor glade for, at kommunen tager anbefalingerne alvorligt og ønsker samarbejdet med os. Vi ser meget frem til at starte arbejdet, for selv om vi generelt er tilfredse med forholdene i Sønderborg Kommune, så skal vi løbende holde øje med og diskutere kvaliteten i opgaveløsningen på handicapområdet siger Bente Rey, formand for Handicaprådet i Sønderborg Kommune.

Sønderborg Handicapråd har med baggrund i de fem anbefalinger inviteret Social- og Seniorudvalget og Børn- og Uddannelsesudvalget til et dialogmøde 13. september 2021. På mødet deltager formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen. Danske Handicaporganisationer er en paraplyorganisation for 35 handicaporganisationer, som fungerer som fælles talerør på handicapområdet.

Formanden for Social- og Seniorudvalget, Preben Storm, ser frem til et styrket samarbejde på handicapområdet.

– Jeg føler, at vi allerede i dag har et ret godt samarbejde på handicapområdet, så det skal vi selvfølgelig bygge videre på, og nu tager vi fat i de overordnede anbefalinger. Det samme gælder Sønderborg Kommunes sagsbehandling på handicapområdet, hvor vi overordnet gør det fornuftigt. Der er nogle områder, hvor vi kan gøre det bedre, og vi skal forbedre os, så vi som kommune kan levere den rette service samt sikre en så høj retssikkerhed for borgerne som muligt. Men generelt virker vores sagsbehandling, og borgerne får det, de har krav på, og det er kommunens opgave, siger han.