BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Fra kommunens pressetjeneste: Tilflytterservice i sommerlandet

25-06-2021


Den 1. juli og 6. august 2021 kan potentielle og herboende tilflyttere få hjælp og information hos Tilflytterservice ved pop-up stande i Sønderborg-området.

Som led i Tilflytterservice Sønderborgs tiltræknings-, modtagelses- og fastholdelsesindsatser målrettet tilflyttere opstilles to pop-up stande i sommerperioden.
D. 1. juli 2021 hos Lillebælt Camping ved Fynshav og d. 6. august 2021 i Lystbådehavnen i Sønderborg står Tilflytterservice Sønderborg klar til at besvare spørgsmål mellem kl. 9.30-11.30.
 
Tilflyttere, virksomheder med nyansatte eller nysgerrige turister kan få mange gode informationer samt blive mere bevidste om de mange muligheder ved en tilværelse i Sønderborg-området.
 
- Turister er en oplagt målgruppe at tage fat i, mener Erhvervsudvalgets formand, Gerhard Bertelsen.
- Hvert år får vi mange gæster i Sønderborg-området, og i år vil der grundet corona også forventeligt være en stor gruppe af nye, danske og tyske turister. Dem vil vi gerne lokke til med pop-up standene.
 
- At få flere tilflyttere til vores område er et langt sejt træk, siger næstformand for Erhvervsudvalget, Heidi F. Jørgensen.
- I forvejen har vi søsat initiativer i blandt andet de større byer, men når turisterne alligevel kommer i sommerperioden, er det oplagt at plante et frø om boligdrømmen i Sønderborg-området.
 
Pop-up standene er desuden en optakt til Oplev Sønderborg dagen den 4. september 2021, hvor tyske, potentielle tilflyttere inviteres til kommunen med henblik på at rekruttere nye borgere.
Læs mere om dagen HER .