Broager.dk

Fuld fokus på at få varme fra teglværkerne

Fjernvarmens bestyrelse blev ikke efterladt i tvivl! (Fotos: Finn Wogensen)
Sjældent har debatten været så levende i fjernvarmens nyere historie, som 60 fremmødte deltog i og oplevede i aftes på generalforsamlingen i Broager Fjernvarme på Broagerhus.

Debattens konklusion var der ikke tvivl om: Nu skal der altså snart ske noget, som kan bidrage til at sende prisen på varme i Broager ned! Enten ved at afdække økonomiske gevinster gennem en fusion med Sønderborg Fjernvarme eller ved en aftale med teglværkerne om at aftage overskudsvarme. Måske begge dele.

Thorsten Petersen, Ringgade i Broager, havde indsendt forslag om at forpligte bestyrelsen til at tage kontakt med Sønderborg Fjernvarme og afdække, hvordan varmeprisen forventes at udvikle sig, hvis de to varmeselskaber går sammen eller fortsætter hver for sig. I det arbejde skal der inddrages ekstern bistand omkring økonomi og juridiske forhold. Forslaget blev sendt til afstemning. Efter en længere debat.

Peer Monger, formand for Broager Fjernvarme, henviste i første omgang til en beregning for kort tid siden fra firmaet Added Vallue om økonomien ved et samlet net i Sønderborg Kommune. – Her var resultatet, at Broager Fjernvarme var som en lille ø, ingen behov for hverken at afgive eller modtage hjælp.

– Vores opgave er at tilbyde alle forbrugere så billig varme som muligt. Og Sønderborg Varme har store investeringsplaner for de kommende år. Vi er færdige med at investere. Hvad bliver prisen i fremtiden for dem, spurgte formanden og opfordrede de fremmødte til lige ”at klappe hesten og få verden bragt på et stabilt niveau, så kan vi snakke igen.”

Ole Hansen supplerede med at rose fjernvarmen for at levere grøn varme. -Det handler ikke kun om økonomi men også om, hvordan varmen produceres, sagde han og påpegede, at hans egne beregninger viser, at Nordborg er 100 kr. dyrere end Broager Fjernvarme, som vi har omtalt som den dyreste i kommunen.

Overskudsvarme – også til Skodsbøl

Flere fremmødte bakkede aktivt op om Thorsten Petersens forslag og efterlyste mere viden om mulighederne for at udnytte overskudsvarmen fra teglværkerne. – Fjernvarmen presser på og har så sent som i sidste uge haft møde med Petersens Tegl. Vi ved, at overskudsvarmen i mængde og temperatur er så rigelig, at Broager slet ikke kan aftage det hele. Og så kommer samarbejdet med Sønderborg Fjernvarme i spil, forklarede Peer Monger.

Den skriftlige afstemning gav til resultat, at 18 stemte for Torsten Petersens forslag. 25 stemme imod. Og Peer Monger afsluttede aftenen med  at takke for alle indlæg og det klare budskab om, at der snart skal ske noget. Han gav også tilsagn om, at generalforsamlingen næste år får belyst økonomiske aspekter ved de muligheder, der over de næste måneder skal afdækkes og forfølges.

Broager Fjernvarmes tidligere skeptiske holdning til overskudsvarme er afløst af en meget stærk interesse i at få en aftale med Petersens Tegl. En aftale vil også gøre det billigere for husstandene i Skodsbøl at overgå til fjernvarme – hvis tilstrækkelig mange forpligter sig til at slutte sig til.

Derimod har fjernvarmen opgivet at varmeforsyne Smøl.

Fr. Petersens Maskinfabrik har takket nej til en tilslutning. Dermed bliver det ikke rentabelt for borgerne i Smøl at få fjernvarme.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing