BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Gendarmløbet: Perfekt vejr og god stemning

12-09-2022


Arkivfoto.

- Det endte rigtig godt med fremmødet. Vi fik lige så mange som sidste år. 460 tilmeldte, hvor 440 mødte op og 3-4 udgik. Det var vi godt tilfredse med. For vi er ikke det eneste løb eller arrangement, der har fremmøde-problemer, siger formanden for BUI Motion, Lars Lundsgaard Sørensen.

Efter fredagens voldsomme skybrud tørrede det lidt ud om lørdagen, og på løbsdagen, i går, var det det mest vidunderlige vejr. Alle var glade, bemærker Lars Lundsgaard Sørensen.

- Jesper Simonsen, som er ruteansvarlig, håbede til det sidste, at der kom det antal frivillige, som han gerne ville have til at stå på ruterne. Det lykkkedes ikke helt. Men han fik møbleret lidt rundt, så der var folk de rigtige steder, og skiltningen klarede resten. Men jeg håber, vi kommer godt over vinteren i forhold til coronaen. Det er en ny vane igen at have aktiviteter sammen. Og når vi når dertil, håber jeg også det hjælper på de frivillige, bemærker formanden.

-Nu kommer et bestyrelsesmøde og et evalueringsmøde ovenpå gendarmløbet. Vi samler op. Og måske har nogen haft ørene ude blandt deltagerne og hørt om gode ideer.

For både bedste og barnebarn

Velkomsten til Gendarmløbet 2022 var i år lagt i hænderne på Christel Leiendecker, formand for byrådets Udvalg for Kultur, Idræt og Medborgerskab.Hun fremhævede to ting, løbets bredde og de frivillige.

 - BUI startede i sin tid Gendarmløbet som et ønske om at udbrede løbe-glæden. Det at løbe skulle ses som en dejlig og populær motionsform, som alle i familien kan udøve. Og ja, det ER noget, alle kan være med til – om man er bedste eller barnebarn:

Ruterne kan gås eller løbes eller trilles. De er korte eller ekstreme. De er flade, de er på asfalt og kuperede over stubbe og sten. Og så foregår løbet på en af dette lands smukkeste vandrestier – på Gendarmstien her på Broueland med udsigt til bakker, vand og skov. 

Der er udfordringer til de trænede - og der er stræk til dem, der bare synes, at de trænger til at bevæge sig lidt. Der er også plads til dem, der har skader eller andre skavanker. Den gruppe hører jeg til. Og det er det, der er så vidunderligt og unikt ved det, vi kalder Foreningsdanmark.

BUI viser lige som resten af vores foreninger, at de er til for alle i samfundet – stærke som svage. Det er på den måde, at foreningerne virker som samfundets kit. Her er der plads til alle. Og det er Gendarmløbet jo et glimrende eksempel på.

Jeg selv har været en del af BUI og klubbens frivillige-team siden 2016. Og det er altså en helt speciel stemning i tiden op til, at Gendarmløbet går løs. Så herfra skal lyde en stor tak til alle frivillige og klubbens bestyrelse. I bruger utrolig meget tid på at få alt koordineret til Gendarmløbet. Et arbejde, der kommer oven i alle de mange andre aktiviteter og tiltag, som sker i foreningens regi.

Så er der kun en ting tilbage for mig at sige. Og det er: Rigtig god fornøjelse og rigtig god dag!

Det 20. gendarmløb afvikles den 10. september 2023.


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk