BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Haveudstillingen i Gråsten kan markere 100 året for Genforeningen

27-10-2017


Det grænseoverskridende samarbejde er blevet intensiveret i de senere år og kulminerede, da Sønderjylland-Schleswig i fællesskab kandiderede til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Nu har de dansk-tyske parter Aabenraa, Sønderborg og Flensborg by igen slået kræfterne sammen og forsøger, at blive vært for et stort Landesgartenschau i 2020 ved Flensborg Fjord og med Gråsten som omdrejningspunkt.

En væsentlig anledning til at holde den grænseoverskridende regionale haveudstilling i Gråsten og ved Flensborg Fjord i 2020 er 100-året for folkeafstemningerne i 1920, der dannede grundlag for grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. Et fælles Landesgartenschau 2020 i Gråsten vil udgøre et nyt skridt i det grænseoverskridende samarbejde og endnu en anerkendelse af det fredelige samarbejde mellem flertal og mindretal på begge sider af grænsen.

Hvis det lykkes at blive vært for et Landesgartenschau i 2020 forventer de tre samarbejdspartnere, at der vil komme en række positive og vedvarende effekter. Der vil bl.a. blive satset på et tæt samarbejde om udviklingen af bæredygtig turisme ved Flensborg Fjord. Eventen vil bidrage til udbredelsen af kendskabet til den første europæiske kvalitetsvandresti i Danmark - den 74 kilometer lange gendarmsti. Der vil også blive satset på en genoplivning af færgeforbindelsen mellem Holnis og Brunsnæs.

Stephan Kleinschmidt, formand for udvalget for kulturel og regional udvikling, ser store perspektiver i et grænseoverskridende samarbejde om en regional haveudstilling i 2020.

- Jeg er sikker på, at vi kan få skabt en event, der styrker turismen og erhvervslivet i området. Det er helt oplagt at gøre Gråsten Slot til det centrale omdrejningspunkt i haveudstillingen. Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen samarbejder om en masterplan om udvikling og udvidelse den kongelig køkkenhave. Et grænseoverskridende Landesgartenschau vil kunne bidrage med en markant dynamisk effekt til vitaliseringen af slotsbyen Gråsten, siger Stephan Kleinschmidt.

 

I delstaten Schleswig-Holsten har der tidligere været holdt Landesgartenschau i Schleswig i 2008, i Norderstedt i 2011 og i Eutin i 2016. Det er delstatsregeringen i Kiel, der beslutter, hvem der skal være vært for Landesgartenschau 2020.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk