BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Henrik er den første velkomstvært i Broager

10-04-2018



Henrik Sohl, Vestergade, Broager, er blandt meget andet også årets kammerat i brandværnet, er Broagerlands førte velkomstvært. Han har meldt sig til hvervet, fordi har gerne vil være med til at give nye borgere i området en god velkomst.

Det er kommunens tilflytterservice, som har taget initiativ til at oprette en kreds af "velkomstværter", og kort fortalt kan lokale borgere matches med tilflyttere, som de byder ind på en uformel snak og en uforpligtende kop kaffe. Herefter er det op til det enkelte match, om de vil mødes igen.

- For mig er det helt oplagt at være velkomstvært. Jeg har selv en kone, der er flyttet fra Esbjerg og her til Broager for at leve sammen med mig, så jeg ved lidt om, hvor vigtigt det er, at man får skabt nye relationer og får tilflyttere med i lokalsamfundet, i bylivet, siger Henrik Sohl.

- Mit indtryk er, at der ikke var nogen, der kender nogen i Esbjerg. Man hilser på hinanden her. Ret tidligt mødte hun nogen på gaden i Broager by, der gerne ville snakke, og snakke længe. Det er en super god ting at tage godt imod nye borgere.

 - Jeg kan ikke konkludere, at vi er gode til at tage imod. Men i de små byer kan vi lettere integrere tilflyttere. Det er nemmere at møde nogen, man har set før, og er vi åbne over for at tale med nye mennesker, der kommer til, så er det rigtig godt. Vi har et stærkt foreningsliv og nogle ildsjæle, der gerne vil Broager, og det er nemmere at få folk til at føle sig velkomne ved at få dem med i foreningslivet. Det er jo ikke flygtninge, vi har flest af, bemærker Henrik Sohl.

- Jeg vil gerne, at tilflyttere føler sig godt modtaget og får energi af at komme hjem til Broager. Den oplevelse har jeg selv, og den følelse, at vi vil Broager, synes jeg, vi skal være gode til at give videre.

Også du kan være vært

Er du blevet nysgerrig på ordningen, og er du enten tilflytter eller vil være velkomstvært? Så læs mere og tilmeld dig på www.sonderborg.dk/tilflytter/vaerter. Tilflytterservice vil matche værter og tilflyttere, så fx børnefamilier, par eller singler mødes med hinanden. Vil du vide mere om forløbet, så kontakt Tilflytterservice på tlf. 88 72 74 68 eller send en mail til tilflytterservice@sonderborg.dk.

Velkomstdag lørdag den 21. april 

Kommunen inviterer alle tilflyttere til en velkomst på rådhuset, en byvandring og sønderjysk kaffebord lørdag den 21. april kl. 12 i byrådssalen. Tilmelding senest på fredag den 13. april. Læs mere og tilmeld dig på www.sonderborg.dk/velkomstdag eller læs mere om Tilflytterservices tilbud på www.sonderborg.dk/tilflytter.

               

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk