BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Hvert 20. år holder de spejdertræf på Smøl Vold

24-12-2022


Da den tyske besættelse af Danmark skabte utryghed, traf ni spejdere i Broager en skelsættende beslutning, før de hang spejderuniformen til side. Den 29. december 1941 forfattede de et dokument og skrev under på, at de var forpligtet til at mødes den 29. december 1961 på Smøl Vold. Siden har de til enhver tid siddende patruljefører fundet ideen så god, at de er mødtes hvert 20. år på Smøl Vold kun med én afvigelse.

Coronaen spændte ben for at gennemføre mødet sidste år, så i år mødtes de fem den 12. december på Smøl Vold med efterfølgende sammenkomst i én af Danmarks mest velbevarede spejderværelser – hos Aage Sørensen på Møllegade i Broager.

Redaktionen for broager.dk har sat Aage stævne i netop spejderværelset. Det rummer 73 års spejderliv med uniformer, duelighedstegn og alt mulig andet, som enhver spejder kan stille spørgsmål omkring. Og det har rigtig mange gjort.

Aage Sørensen har nemlig som den eneste af de fem spejdere fra 1961 været aktiv spejder alle årene. Først for et par måneder siden stoppede han som leder af junior-drengene i Broager. Som nævnt efter at han i imponerende 73 år i træk har afgivet spejderløftet!

-Hvad har drevet dig i livet som aktiv spejder?

-Kammeratskabet. Og naturen. Og jeg fik ret hurtigt nogle vilde drømme. Jeg drømte om at blive divisionschef for spejderne i vores område. Det har jeg været så heldig at være to gange. I dag er det Dybbøl division, hvor vi har Aabenraa, Gråsten, Padborg og hele Als med. Ca. 700 spejdere. 

Gennem årene har jeg været med på lejrene. Pragtfuldt. Og når nye spejdere kommer til, og vi har haft et løb, har jeg som regel haft en post, hvor jeg skulle fortælle om de fugle, de ser lige uden for, hvor de bor.

Jeg har set meget i de 10-12 årige drenges muligheder. Når de ikke rigtig kunne finde ud af det, fik de en opgave, hvor de var tvunget til at samarbejde. Jeg har lagt vægt på, at de skal lære noget, hver gang de er til spejder. Det er ikke bare for sjov. De skal træne i at nå frem til, hvad de selv har som holdninger og meninger.

Jeg har selv været så heldig at få tildelt et Gilwell-kursus, det højeste man kan nå indenfor lederuddannelse i spejderbevægelsen.

Broager-spejder

-Der har været drengespejdere på Broagerland siden 1919, altså under tysketiden og fra før det var tilladt at være spejder, og de der var drenge under besættelsen lavede dokumentet om at mødes i december 1961. Dokumentet blev rullet sammen og opbevaret oppe under taget i en lade i Skelde. Så spændingen var stor den 2. december 1961. Hvor mange ville møde op. Men de kom og hilste på hinanden i bålets skær.

Vi fik en god snak med disse ”gamle spejdere”. Mødet betog os så meget, at vi fire patruljeførere, som havde tilrettelagt aftenen besluttede, at også vi ville mødes om 20 år på Smøl Vold, altså den 29. december 1981. Som kvittering for indsatsen fik vi foræret en stor dolk med vores navne indgraveret.  Og sådan er det  fortsat hvert 20. år. De nye patruljeførere får fortsat en dolk med navnene indgraveret. Kun er dolken jo nu ulovlig. Den må kun være 12 cm. Lang, forklarer Aage Sørensen.

Næste gang – om to år

Arrangørerne i 2001 har også gjort tilsvarende og ville samles i 2021. Men coronaen spændte ben. Mødet blev derfor udsat til i år.

-Os, der er det ældste hold, valgte at fremrykke mødet lidt, fordi Christian fra Bornholm ville få svært ved at nå det. Og vores alder gør, at vi ikke vil vente til sidste øjeblik. Vi rykkede det derfor frem til i sidste uge, men resten af gruppen fra 2001 mødes den 29. december.

I vores alder (78-85 år) kan vi ikke leve op til en aftale om at samles igen om 20 år, indtil vi mødes igen. Nu har vi fem besluttet, at vi mødes igen om to år. Men de andre tænker jeg, de andre forlænger med 20 år, når de mødes den 29. december, oplyser Aage Sørensen, som i sit arbejdsliv bl.a. var typograf hos Ihle i 31 år.

På billedet er fra venstre Aage Sørensen, Broager, Åge Mathiesen, Egå, Svend Hoffgaard Møller, Randers, Christian Hollensen Jensen, Bornholm, og Jørgen Thomsen, Skodsbøl.

Dolken er omdrejningspunktet. Bag Aage Sørensen ses den gamle uniform.


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk