BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Hvis det ikke skal være denne flotte belægning - hvad vil vi så¨gerne have

17-11-2017



Bymidten i Broager bliver gravet op af Sønderborg Forsyning som led i en saneringsplan for hele Broager by. Planen er færdig til foråret og vil blive koordineret med kommunen, som har ansvaret for, hvordan bymidten skal fremstå efter gravearbejdet.

Broagers Udviklingsforum tager derfor nu initiativ til at sammensætte en arbejdsgruppe, som skal formulere ønsker til bymidtens udformning efter opgravningerne.

Ønskerne skal formuleres og drøftes med kommunen, og håbet er, at det kan ske i tide til, at byrådet kan forholde sig til projekt og økonomi ved budgetforhandlingerne for 2019.

Borgere og erhvervsdrivende med interesse for bymidten kan tilmelde sig arbejdsgruppen. 

- Vi skal snakke om bymidtens fremtid, funktion og udformning, oplyser Kristian Pallesen, som tager imod tilmeldinger til arbejdsgruppen – og som på vegne af Broager Udviklingsforum har skrevet til Sønderborg Kommune med henblik på at Broager bliver inddraget i projektets planlægning.

Vil du være med i arbejdsgruppen, så ring eller send en mail -  tlf. 61514788. Mail: redaktion@broager.dk. Der er offentligt møde om sagen i Broagerhus den 16. januar 2018.  

Der er ikke tid at spilde, hvis det skal lykkes at få bymidten opgravet og renoveret i 2019. Sædvane er nemlig, at forvaltningerne afleverer oplæg til budget inden sommerferien og at den politiske debat om budget 2019 begynder allerede til august. Når vi hører mere fra kommunen, får vi sikkert også svar på en tidsplan.

Projektleder Lars Jensen, Sønderborg forsyning, siger om opgravningen af bymidten:

- Bymidten i Broager er en del af den samlede saneringsplan for kloak-separering af hele byen, og almindeligvis er det sådan, at Forsyningen retablerer forholdene, akkurat som de var før opgravningen. Det giver jo mening, at kommunen forholder sig til en evt. anden løsning, før vi graver, og at vi i samarbejde med kommunen får aftalt en tidsplan for netop bymidten.

Morten Nielsen fra kommunens Planafdeling:

- Det er udmærket, at vi allerede nu får en kontakt til Broager via Udviklingsforum, så vi kan få en dialog om, hvordan man ønsker bymidten.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk