BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Hvor var du onsdag kl. 16.30?

17-06-2022



En klumme af redaktør Kristian Pallesen, Sletmarken.

Når jeg i overskriften spørger, hvor du var henne onsdag k. 16.30, er det fordi, du ikke fik del i halvårets oplevelse, at høre Broagerlands fire byrådsmedlemmer samlet for første gang til en dialog med os, der bor her. Vi var 10 fremmødte!!

Forklaringerne på dit fravær kan være mange. Måske var du slet ikke nået hjem fra arbejde. Du havde glemt det. Du havde en  anden aftale. Eller måske interesserer du dig slet ikke for politik, for hvad kommunen beslutter om livet på Broagerland  og for de rammer, byrådet beslutter.

Stødte mødet måske ind i virkeligheden, som flertallet ser den: Vi stemmer til kommunalvalget. Det gør vi igen i 2025, og hvad der sker i de fire år mellem krydsene, det følger vi på medierne, hvis vi får tid.

Partierne har mistet mange medlemmer gennem årene. Tilbage er en forholdsvis snæver kerne, som inviterer deres byrådsmedlemmer til parti-møder for medlemmer. Og det er jo godt.

Men.

For et lokalsamfund er det en styrke, hvis de valgte på tværs af partier stikker fingeren i jorden, finder ud af at arbejde mod samme mål og er enige om midler og fremgangsmåde. Så får Broagerland den stemme i byrådet, vi ikke har haft før.

Hvad vil få dig til at engagere dig i den lokale udvikling?

Skal vi arrangere et nyt møde i september, hvor input fra borgere kan bidrage til forhandlingerne om næste års budget – eller skal vi invitere til et møde først i december for at høre, hvad byrådet har besluttet om næste års aktiviteter. Og er det bedre, hvis det er et aftenmøde fra kl. 19.30.

broager.dk giver gerne dialog-møderne en ekstra chance for at overleve. Det er også de fire valgte byrådsmedlemmer klar til.

Hvad tænker du?


Hoved sponsorer

 

Sponsorer


Broager.dk