BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

I Broager uden mobiltelefon og andet elektronik

13-04-2019



Som tidligere omtalt er der fuld gang med håndbold for U10 drenge og U14 piger i begge haller i Broager i dag og i morgen, og de indledende håndboldkampe er ved at være afviklet i dag. Hos U10 drengene bliver der spillet håndbold sådan lige ud af landevejen. Bolden frem og tilbage spillerne imellem og derefter skud på mål. Der er ikke helt den store spilforståelse endnu, men der forsøges indimellem at lave små finurligheder som de nok har set de ældre årgange gøre eller måske ligefrem i TV. Her er der også piger med på flere af holdene og alle ser ud til at nyde det. 

Hos U14 pigerne er der betydeligt mere fart på og de har betydeligt mere bold- og spilforståelse. Her bliver der til tider virkeligt gået til makronerne. Mange af kampene er meget tætte og spændende og der bliver i glimt vist meget flot håndboldspil.

Jeg talte med en leder fra Harlev ved Århus og han var i den grad glad for stævnet. Niveauet passede og de var godt 100 personer hernede. Det var den endelige afslutning på sæsonen, hvor det sociale var i højsædet selvom de selvfølgelig også gerne ville vinde. 

Jeg spurgte ind til mobiltelefoner og andet elektronik og her var svaret, at de havde aftalt med spillere og forældre, at den slags blev hjemme. I denne weekend er det de gamle dyder, der skal i højsædet. Snak med kammeraterne, kortspil og diskotek i Gråsten i aften. Jeg talte med et par af pigerne fra holdet og de gav udtryk for, at det var fedt at komme afsted og nyde en weekend på denne måde. Pigerne brugte ligefrem udtrykket, at det var blevet en tradition.

Holdene der deltager i Broagerhallerne kommer fra en stor del af Jylland og et enkelt hold har endda taget turen over Storebælt. De kommer fra Slangerup HF som ligger i Nordsjælland, for dem der ikke lige har Danmarkskortet i hovedet.

Så den der med at alle unge mennesker "kun" sidder foran elektronikken holder ikke altid og mobilerne er ikke det ses mest af. Her bliver der hygget og brændt en masse energi af i stedet.

Jeg vil opfordre til at kigge forbi i morgen, hvor semifinaler og finaler spilles. Der er gang i den fra 0830 til omkring klokken 14 hvor de sidste kampe afvikles. Der er masser af glæde og fornøjelse at se på og specielt U14 pigerne er efterhånden så rutinerede, at de viser en flot håndbold.

Så kom frisk, det giver både et smil på læben og mulighed for et godt grin og det giver positiv energi. 
-jørgen.


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk