Broager.dk

I.P. Nielsen-aften på Broagerhus tirsdag

Tirsdag den 25. april kl. 19.30 inviterer Lokalhistorisk Forening for Broagerland og Historisk Samfund for Sønderjylland alle interesserede til en I.P. Nielsen aften på Broagerhus i Broager.Det sker som opfølgning på, at H.K.H. Prinsesse Benedikte lørdag den 22. april kl. 13.30 afslører en buste af I.P. Nielsen i byparken i Broager.

Busten rejses i anledning af 150 året for I.P. Nielsens fødsel og sætter et varigt minde over én af de sønderjyder, som har betydet mest for landsdelen i det 1900 århundrede. Prinsessen er protektor for I. P. Nielsen Fonden til minde om Dronning Ingrid.

Tidligere minister Frode Sørensen, forfatter til bogen Det røde hjørne om I.P. Nielsen, fortæller ved foredraget tirsdag den 25. april om baggrunden for at rejse en buste af én af de mest markante sønderjyder, som har eksisteret.

-I.P. Nielsen var en hovedskikkelse i mellemkrigstidens sønderjyske historie, siger formanden for Historisk Samfund for Sønderjylland, Hans Schultz Hansen og tilføjer:

I årene efter 1920 lykkedes det ham at forene dansk- og tysksindede arbejdere under Socialdemokratiets røde faner, hvormed arbejdere fra begge sindelagsgrupper blev integreret i dansk demokrati.

Han udfoldede, efter 1935 i tæt samarbejde med kronprinsesse Ingrid, et stort socialt hjælpearbejde, som betød, at arbejdere i kriseårene skulle gå til det tyske mindretal for at holde nøden fra døren.

Det fik særlig betydning efter nazisternes magtudfoldelse i 1930’erne og kampagnen for at flytte grænsen fra 1920. I kampen mod nazismen holdt I.P. den demokratiske fane højt, men han formåede også se det enkelte menneske i den tyske lejr, understreger Hans Schultz Hansen De fremmødte til foredragsaftenen kan også se særudstillingen om I. P. Nielsens liv og virke og tætte relation til kongehuset arrangeret af Lokalhistorisk arkiv for Broagerland.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing