BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

I.P. Nielsens oldebarn renoverer huset på Gammelmark

19-11-2020


I. P. Nielsens hus - bliver der skrevet på gavlen.

I.P. Nielsens historie kommer til at leve videre på Broagerland. Takket være I.P. Nielsens oldebarn, 51-årige Anders Caspersen, der er barnefødt i København.

Han har nemlig sammen med kæresten Ini Bing den 1. november overtaget det hus på Gammelmark 24, som I.P. købte, da statsminister Stauning lige efter Genforeningen sendte I.P. Nielsen til Sønderjylland for at sikre Socialdemokratiske stemmer.

Mest kendt blev I.P. for at hjælpe dem, der trængte mest – i sit usædvanlige tætte samarbejde med Dronning Ingrid.

-Husets historie siger mig noget. I.P.’s historie siger mig endnu mere og gør mig stolt. Det er virkelig i respekt for husets historie og især for I.P.’s eftermæle, at min kæreste Ini Bing og jeg besluttede at købe huset og nu sætter det i stand. Så meget af det historiske, vi overhovedet kan, skal fastholdes, fortæller Anders Caspersen og kæresten Ini supplerer. – Ja, du har altid omtalt stedet meget positivt. Med stolthed.

-Det er da også med en stor portion stolthed, at Frode Sørensen skriver en bog om min oldefar. Det er jo vildt. At der er så meget historie omkring I. P. Nielsen. Det er jo det, vi gerne vil fremhæve, understreger Anders Caspersen. Bogen om I. P. Nielsen udkommer den 26. november.

Mange barndomsminder

Som barn holdt Anders i en række år sin ferie i Gammelmark i op til syv uger. – Min far var skoleinspektør, mor var dagplejemor. – Vi havde båd, sejlede fra København og lagde til i Vemmingbund.

-Vi var dengang tre drenge, og vi fik hver vores plasticpose, så vi kunne gå til Brugsen i Broager og hente mælk. Heldigvis gik det nedad, når vi skulle slæbe varerne hjem.

- Som barn har jeg siddet i stuen rigtig mange gange og spist jordbær. Dengang var der altid mange mennesker samlet. Snildt 15-20. stykker. Det var et samlingssted for familien. Efter at I.P. døde i 1952, var det min farmor, som tog over, og hun forstod altså det med at samle familien. Da hun gik bort, blev det sådan, at halvdelen af huset skulle ejes af min far, og halvdelen skulle ejes af min fætter, altså den anden gren af IP-familien.

På et tidspunkt ønskede Poul, fætteren, ikke at være med i det længere, og han blev købt ud af min far og mor, som har haft huset i 20 år. Og for ti år siden overdrog de huset til mig og min bror. Men min bror ønskede ikke at gøre så meget ud af det. Men først da vores far døde i marts i år og blev bisat den 11. marts, da Danmark lukkede ned pga. corona, gik vi videre med at få styr på, hvad der skulle ske med IP’s hus.

Udendørs pumpe og das

I I.P.’s tid var der i haven en udendørs pumpe, hvorfra vi pumpede vand. Så fjernede man lige de værste skovsnegle først. Og så kogte vi vandet og satte det ind i viktualierummet for at køle det af, og så kunne vi drikke det eller bruge det til at lave kaffe.

Toilettet var heller ikke så sjovt, for når man vågnede som 8-årig midt om natten og skulle på das, så var det nede i haven, i skuret ovre ved skoven, det foregik. Så jeg gik på bare fødder over græsplænen, og det var bælgravende mørkt. Det er temmelig mørkt her, når det er mørkt, bemærker Københavner-drengen.

I das-delen af skuret står nu haveredskaber, og kun toiletrulle-holderen minder om dengang.  

 

Huset er fra 1877

Siden sommerferien har der været gang i renoveringen, og med coronaen har parret fået installereret fibernet og har arbejdet hjemmefra og har organiseret renoveringen og fulgt håndværkerne på tæt hold. Ini har personlige erfaringer med et stort renoveringsprojekt.

-Så meget som muligt i huset fra 1877 bliver fastholdt og blotlagt. Det betyder bl.a., at det oprindelige gulv i entreen og i trapperummet til førstesalen bliver fastholdt, at nogle døre i huset overlever renoveringen, at murene fremstår rå og med de ujævnheder og buler, der kendetegnede den tid. Selv kampestenen under fordøren skal blive liggende, selvom tømreren kiggede lidt skævt til den løsning!

Tilbygningen har der ikke været gjort noget ved i noget der ligner 30 år, og den var tæt ved at gå til. Jeg kan huske, at min far snakkede om det på et tidspunkt, at han måske ville rive tilbygningen ned og kun beholde hovedhuset. Jeg er glad for, at det ikke blev til noget.

Vi overvejer at genbruge dørhåndtag, hvor vi skifter ud, for vi prøver hele tiden at holde stilen. Man skal kunne se, hvordan tingene så ud og hvordan de er lavet. Men noget er vi nødt til at skifte. To af de helt gamle døre overlever.

Det er vigtigt, at mureren ikke bare pudser vægge op. Der må gerne være de fejl og buler og ujævnheder, som var fra da huset blev opført. Vi skal bevare det gamle look. Loftet var mørkebrunt, og det har vi godt nok gjort lidt lysere, men fortsat i gammel stil.

Brev til Dronning Margrethe

I gamle Danmark blev der lavet en TV-optagelse, hvor kongen og dronningen besøgte IP, og hvor man så prinsesserne løb rundt i haven og IP sidde ved sit arbejdsbord. Dette indslag har jeg ledt virkelig meget efter. Jeg har snakket med både DR, TV2 og Nordisk film, som jo slog deres arkiver sammen på et tidspunkt. Efter års søgen fandt jeg ud af, at det er gået tabt i en brand i DRs arkiver i slut 80’erne, begyndelsen af 90’erne.

Det eneste håb, jeg har tilbage er, at de kongelige har nogle private arkiver med optagelser, og det kan jo være, at det ligger der.

Har du spurgt kongehuset?

-I forbindelse med at min far første gang blev syg, gik jeg i gang med at søge efter indslaget, og i den forbindelse skrev jeg faktisk til dronningen og fortalte, at jeg var ejer af huset, og at hun havde været her sammen med sine forældre. Jeg fortalte også, at dronningens mor, Dronning Ingrid og I.P. var meget gode venner, og at hun var meget velkommen til at kigge ind, hvis hun havde lyst. Jeg fik et superflot håndskrevet brev retur direkte fra dronningen, som ikke umiddelbart kunne huske det konkrete besøg.

Men vi har rigtig mange papirer og postkort og breve fra Dronning Ingrids korrespondance med I.P. Deres forhold var meget tæt, selvom der var næsten 30 års forskel mellem dem. De var meget åbne omkring deres følelser. Der er ikke tvivl om, at han betød meget for hende, siger Anders Caspersen.

Og deri har han jo ret. Det fortælles, at Dronning Ingrid, da hun blev spurgt, om man - med henvisning til hendes stærke engagement i det sønderjyske spørgsmål - kunne hænge hendes portræt op i det nationale portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa, skal have svaret "ja" - på den ene betingelse, at I.P. Nielsens portræt kom til at hænge ved siden af.

-Vi har stadig I.P.’s skrivebord og hans stol, fortæller Ini. Og vil prøve at få begge restaureret og placeret på førstesalen, hvor ideen er at indrette loftsrummet med en væg med billeder og den fortælling og historie, der er omkring hans virke i samspillet med Dronning Ingrid.

I.P. Nielsen Fonden

Hvert år uddeles legater til unge, som også bærer I. P. Nielsens navn.

I.P. Nielsen Fonden til minde om Dronning Ingrid yder støtte til ideelle formål til gavn for børn og unge i Sønderjylland, herunder til pædagogisk udviklingsarbejde for sønderjyske skolebørn. Prinsesse Benedikte uddeler legat-portionerne, og næste års uddeling sker i august fra I. P. Nielsens nyrenoverede hus på Gammelmark 24, fremgår det af kommunens hjemmeside.

Læs mere om I.P. Nielsen Fondens historie ved at klikke HER

Som renoveringens prik over i’et: Historien om IP vil vi jo gerne have fremhævet i restaureringen. Folk ved, hvem han var. Men de ved ikke, hvor han boede. Når man kører ad Gammelmark ned mod vandet, kan man godt se huset. På gavlen skal derfor stå: I. P. Nielsens hus.

Anders Caspersen og Ini indkøber køleskab til køkkenet, hvor gulvet fastholdes som det er. Det samme gør gulvet i entreen.

På loftet fandt Anders Caspersen lidt af en skattekiste. Den er fyldt med hidtil ukendt korrespondance, lykønskninger m.v. og supplerer en i forvejen stor samling af breve fra Dronning Ingrid.

I. P. Nielsens skrivebordsstol skal ligesom skriebordet sættes i stand og være en del af det fremtidige møblement.

I udhuset bliver der lagt nyt gulv og indrettet badeværelse.

 

Siden august er der investeret et utal af timer på en grundig renovering af det gamle hus fra 1877.

--

Andre historier om I.P. Nielsen

Den 16. maj på broager.dk

Skal I. P. Nielsens gravsted slettes og udslette hans historie? Klik HER

 

Den 19. maj på broager.dk

Fonds-bestyrelse: I. P. Nielsens gravsted består. Klik HER

 

Den 6. juni på broager.dk

I eller J - Et bud på I. P. Nielsens navn. Klik HER

 

Den 3. juli på broager.dk

I.P. Nielsens gravsted er flyttet og renoveret. Klik HER

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk