BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Inspektøren rejser debat i landsdækkende medier

28-06-2019



Med broager.dk som kilde har en række medier omtalt den kritik, skoleinspektøren i Broager i går rejste i sin tale til afgangseleverne på skolen. For mange fik karakteren 00.

Berlingske Tidende, Ekstrabladet, JydskeVestkysten, SønderborgNyt og andre medier fortæller med henvisning til broager.dk om den opsang, som Claus Brink Christensen, rettede mod elever, forældre og skole, fordi for mange dovne elever kun har præsteret 00 i karakterbogen ved afgangseksamen i 9. klasse. Mere følger i DR og i radio 24/7.

Også på facebook bliver kritikken livligt kommenteret. Blandt kommentarerne er disse:

”Jeg sad der selv fordi vores (barn) nr. 3 dimitterede, og jeg fandt skolelederens tale aldeles passende,” skriver en eksempelvis.

”Den opsang til forældre og elever er da også velfortjent når så mange elever kommer ud med så lave karakterer.”

”Lad os håbe de unge mennesker strammer op og viser hvad de kan, når de tager næste skridt i uddannelsen, hvor der ikke længere er nogen der holder dem i hånden,” skriver en anden.

”Hvis hver 5. elev Er dumpet så har skolen vel også et problem.  Selvfølgelig har vi som forældre ansvar for vores børn, men synes den er lidt for tam den udmelding” skriver en tredje.

Claus Brink Christensen har modtaget mange kommentarer efter den kontante udmelding og siger til Ekstrabladet:

- Jeg fortryder ikke mine udtalelser. Mange elever har bestemt gjort det godt. Men jeg har ikke noget imod at komme malurt i bægeret. Vi voksne bærer også et ansvar. Det gælder både skole og forældre. Til forældrene til de ugidelige elever kan jeg kun sige: Hvis I lader jeres børn sejle alene nu – så ender de med at stå tilbage på perronen.

 

 


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk